Skraber bunden

Jeg var i byen i går/nat/morges.

Så kunne man jo godt tænke at jeg havde været ude og 'snuse' til det nye ufrivillige singleliv. Bevares, det var jeg skam også. 30 årig brugsuddeler fik mit nummer da han spurgte om det. Måske fordi han synes det var sjovt da han sagde at han var uddeler, og jeg interesseret spurgte hvad han delte ud? Grinede med, for syns skyld, selvom jeg faktisk mente det alvorligt. 

Han havde i øvrigt dårlig ånde og jeg svarede aldrig på hans sms'er. 

Veninde tog med mig på en bar med en kødrand af lækre unge mænd. Alle meget fulde og glade. Mødte en fyr fra min tværfaglige gruppe (dem som synes jeg er for stille). Han er en 30 årig pæn mand, omend meget stille og tilbageholdende. Jeg fik en snak op og køre, fordi vi jo er i gruppe sammen og jeg faktisk ikke rigtig kender ham. Han svarede meget kortfattet og jeg blev til sidst overmodig og spurgte ham om han bare var genert eller om det var mig han måske ikke brød sig om. 

Det skulle jeg aldrig have gjort. Når man er så skrøbelig som jeg i øjeblikket er, skal man bare holde sig fuldstændig fra andre folks mening om en. 

Ham: "Altså.. jeg har bare en fornemmelse af at du er varm på mig, og det er bare slet ikke gengældt, så derfor har jeg vel taget lidt afstand"

Mig: ".. ok? Det ved jeg ikke lige hvad jeg skal svare på. Altså, det er jeg da ked af, da det ikke er sådan det forholder sig. Jeg har bare været venlig overfor dig. Beklager hvis jeg har gjort dig utilpas"

Ham: ..........

Mig: "Jeg kender dig jo ikke, altså du er en pæn fyr, men jeg har altså haft en kæreste indtil for 14 dage siden. Men jeg kan da godt tage afstand fra dig, hvis det gør dig mere tilpas?"  *panikslurkafdrink*

Ham: "Jeg tror bare ikke rigtig på dig. Altså ikke fordi det gør noget. Jeg har det bare ikke på samme måde"

Mig: "Prøv at hør, nu må du sgu lige styre din brandert. Hvis jeg var vild med dig, så havde du bemærket det. Det irriterer mig at du går rundt i den tro. 

Ham: .......

Mig: Nå, det må du selv ligge og rode med"

Kantede mig over til veninde som sad i en dyb samtale med en lyshåret flot mand. Fik snuppet mit garderobenummer, mumlet jeg ringer senere og tumlede ud i den lyse morgen. Nåede akkurat lige at knappe frakken og tænde en smøg, før gråden kom. Som en stilleregn skyllede det ned over mit ansigt og var ikke til at stoppe igen. Heller ikke selvom jeg var pinligt bevidst om at jeg ikke var alene derude på fortovet sammen med stive idioter og råbende piger i stiletter. 

Blev ved med at se hans afvisende ansigtsudtryk for mig, mens det blandede sig sammen med TFM i bilen og hans alvorlige "det er nok sidste gang vi ser hinanden som kærester" ansigtsudtryk. Det svimlede for mig.

Afvisningerne. Forkastelsen. Ønsket om bare at være værdsat og .. likeable. Fik lyst til at storme derind og råbe SÅ forfærdelig er jeg fandme heller ikke. I kan allesammen rende mig! Måske hæve en barstol og trashe den i bordet på rockstar gone wild måden.

But what's the point? Det ville kun bekræfte hans teori. Og jeg følte mig ydmyget nok. Men hvad der nok kommer til at bekræfte hans teori yderligere er, at jeg melder mig ud af gruppen så snart jeg har snakket med en studievejleder. Har tænkt over det hele dagen. I aflåst sideleje. Set udefra ligner det måske at jeg ikke kan tåle lidt konflikter og generel modgang i livet, og sådan er det måske også. Er bare så tappet for psykisk energi at jeg er bekymret for hvordan jeg får skrabet mig selv op, på længere sigt. Jeg kan ikke bære mere modgang fra andre mennesker. Ikke lige nu. 

Er nødt til at lappe mig selv sammen. Alene. Uden byture, mænd og dates. Men mest af alt uden en gruppe der tynger mig for energi og giver mig følelsen af ikke at være god nok som jeg er. 

Hold kæft hvor gad jeg godt have 30.000 til en solid omgang terapi.