Da min far lå på sit dødsleje efter maaange års intenst druk, sagde min mor til mig og mine 3 andre søskende at vi skulle tilgive ham inden han døde. Tilgive ham for en hel livstid med svigt, brudte aftaler og manglende omsorg.
Jeg tilgav ham og kan huske hvor forkert det føltes. Dels fordi jeg i mit hjerte slet ikke var klar til at tilgive ham, og dels fordi han ikke registrerede det alligevel. Han lå med slanger ud over det hele, og når han en sjælden gang vågnede var han delir og snakkede sort. Et par enkelte gange slog han endda ud efter mig.
Det var hårdt. Og en barsk realitet, når en alkoholikers krop endelig giver op og bogstavelig talt rådner op. For øjnene af de pårørende.
Jeg har sidenhen tænkt på at det burde have været omvendt. At han skulle have sagt undskyld, inden han døde. Det var jo os der skulle leve videre med smerten - mens han fik fred. Sådan som jeg selv ville have foretrukket det, hvis det var mig selv der var på vej til at kradse af, og der stod 4 smukke døtre ved min side, på trods af alt den smerte jeg havde forvoldt dem. Det ville jo være mine piger og de skulle vide at de var fantastiske. Smukke, og stærke nok til at erobre hele verden. Uden deres far.
Forleden dag tog jeg ud til hans skaldede gravsten og satte en buket blomster. Jeg følte intet. Ingen sorg, ingen savn. Bare en masse skuffelse. Over ham. Over at skulle kæmpe en hel livstid med savn, mindreværd og hang til at finde alle de forkerte mænd. Fordi svigt er den følelse jeg kender bedst.
Det er mig selv der skal rydde op i alt det lort, og han er bare skredet. Farvel og tak og for et godt liv.
Den samme følelse sidder jeg med nu, ifm TFM's exit. Den der altoverskyggende mega-egoisme hvor en person smadrer et helt lokale og efterlader en anden til at rydde op. Fordi de ikke kan overskue at tage ansvar for deres handling og gøre noget for en anden persons skyld. For min skyld.
For min skyld, for helvede..
Var jeg virkelig ikke det værd?
Det æder mig op indefra. Mest fordi jeg ikke forstår det. Jeg vil ikke forstå det. Jeg vil bare have at smerten forsvinder. At sjælefreden skal sænke sig og jeg kan kigge ud på verden uden at frygten tager pusten fra mig, i det sekund det går op for mig at jeg er alene om det her. Der er ikke nogen fantastisk mand til at kysse tårene væk og fortælle mig at jeg fortjener det bedste. Kun en tidligere fantastisk mand der har fået mig til at føle at jeg fortjener det værste.
Det er fandme ikke fair.
Hold da fast for et indlæg, det er jo lige så man får en knude i maven over hvor hårdt livet også kan være.
SvarSletDet er noget af en arv du bærer med dig fra din far, men jeg er overbevist om at oprindeligt ikke ønskede at efterlade dig med sådan en effekt og eftermæle.
Mennesker er som udgangspunkt gode, men der kan ske ting der ændrer dem. Det er således ikke personen der gør skade man skal tilgive, men personen der ikke var i stand til at stå imod.
Du skriver fantastisk. Og jeg kommenterer normalt aldrig.
SvarSletMen i dag skriver du noget, som ligeså vel kunne være skrevet af mig selv. Svigt, savn, skuffelser, vrede og alle de andre modsatrettede følelser, man har, når man har et svigtende fædrende ophav. Tænk sig, at du tilgav. Det kommer jeg aldrig nogensinde til. Undskyldningen fra ham får jeg aldrig, selv om der stadig er tid. (Ja, det er et spørgsmål om tid) Jeg vil egentlig bare helst nå dertil, hvor jeg ingen følelser har. Nogle dage, de fleste dage, har jeg det sådan. Andre dage, som i dag, er jeg stadig ikke fri.
Tænk sig alt det lort, det smadrede følelsesliv, vi har fået af deres druk. Fy for satan!
Jeg er ked af at høre at du kan nikke genkendende til min historie (selvom det er dejligt at jeg ikke er den eneste)
SletJa, man kan godt få det sådan lidt "fy for satan" agtigt. Det kender jeg absolut godt, når jeg rigtig får mine vredeture.
And btw, så tilgav jeg kun fordi han var ved at dø. Den ægte 'slip det fri - tilgivelse' kommer en dag, når jeg er klar til det.
Ligesom dig. Forhåbentlig.
Ligesom overstående, så kommenterer jeg normalt heller ikke. I dag er en undtagelse og det er fordi, at jeg synes, at du skulle vide, at intet menneske fortjener den svigt din far og din ekskæreste har budt dig. Jeg ved, at man efter mange omganges svigt til sidst tror, at det har noget med en selv at gøre, og det er en lang proces at finde ud af, at det ikke har noget med en at gøre.
SvarSletJeg vil ikke komme og råde dig til at gøre det ene og det andet, specielt fordi jeg jo ikke kender dig i virkeligheden, men det virker som om, at du ikke har fået bearbejdet din fars svigt, og måske ville en psykolog hjælpe. Sidste år startede jeg selv, da jeg havde en del at tumle med og det har virkelig hjulpet mig til at leve med de ting, der er svære.
Jeg håber ikke, at jeg har virket for rådgivende.
Tak for din kommentar.
SletNej, jeg har ikke fået bearbejdet særlig meget, når det kommer til stykket, og en psykolog ville helt sikkert være en god idé (hvis ikke jeg var på SU, og i øvrigt havde været i så meget terapi at jeg selv kunne overtage stolen uden at nogen ville opdage at jeg ikke var uddannet)
Jeg tror desværre at min lærevej er min egen vej. Råt og kontant. Selvom det er smertefuld og til tider pissefustrerende.
Og nej du har ikke været for rådgivende. Du har vist medfølelse overfor en fremmed, og det er sgu aldrig en helt dårlig ting:)
Jeg får sådan lyst til at skrive et eller andet til dig, for jeg synes det er så synd for dig alt det du kæmper med.
SvarSletMen jeg ved ikke hvad man siger i sådan en situation, så jeg nøjes med at lade dig vide, at jeg hepper på dig, og håber at det snart lysner lidt det hele.
De bedste hilsener
Anne Lotte
Jeg tror, din mor mente, at i skulle tilgive ham for jeres skyld og ikke for hans. Ellers synes jeg, at det er det du skal arbejde på. Ellers har han stadig magten over dit liv. At blive voksen er lig med at acceptere, at det er dit ansvar hvor du er i livet.
SvarSletDit ansvar at finde fred med din fortid, og sørge for at den ikke skriver din fremtid.
Din fortid kan enten svække dig eller gøre dig stærkere. Indtil du accepterer, at det er de kort der blev givet til dig, og holder op med at synes, at det er synd for dig, så vinder din fortid over dig.
Jeg er 37 og har brugt hele min ungdom på, at synes det var synd for mig, at tingene ikke var anderledes. Jeg skulle blive mor, førend jeg begyndte at indse, at jeg har ansvaret for at bruge mit liv som jeg vil, no matter hvilken pose lort jeg slæber rundt på. Den pose lort lugter mere og mere jo længere du slæber rundt på den. Slip den. Find fred med de mennesker der har gjort dig ondt. De gjorde deres bedste, også selvom det ikke var godt nok. De er selv ofre for svigt, men formåede ikke at knække den onde spiral. Men det kommer du til, tror jeg.
Så længe du gerne vil have en mand til at komme og gøre dig glad, så møder du de mænd som virkelig gerne vil gøre dig glad. Så finder han langsomt ud af, at det kan han ikke (for du synes, det er synd for dig, at livet er hårdt, med alt det du har været udsat for), og så er hans udvej at stikke hovedet i busken, fordi han har svigtet sig selv og dig. Så knalder han med en gang plastik, fordi han ved ikke hvad der er galt med ham, og så bliver det hans vej ud.
Når du er glad for hvem og hvor du er, møder du de mennesker der matcher dig. Så bliver det sjovt.
Det du ikke ved er, at du er perfekt lige som du er. Jeg synes du er reflekteret, sjov, usandsynlig klog, forvirret, klynkende, stærk, ærlig og perfekt. Tak for det.
Kh Malene
Kære Malene.
SletDet er dybt provokerende at læse at jeg synes det er synd for mig selv og at jeg 'skal slippe den pose lort'
-Men det er provokerende, fordi det er sandt. Det kan ikke nytte noget at lade fortidens følelser æde min fremtid op.
TFM gjorde mig ikke glad, det kan der helt sikkert være noget om. Ikke ægte, oprigtig glad. Og det var jo heller ikke hans opgave. Det var min.
Han skulle have været et fedt supplement til et liv der kørte ok. Men han kom til at bære hele ansvaret.
Jeg tager dine råd til mig, og vil læse din kommentar flere gange for at få det til at synke ordentligt ind. Også de dejlige komplimenter til sidst :)
Tak for dit spark.
Jeg tilgav aldrig min far. Han råbte og skældte sig ind i døden uden mig ved sin side - og det er fint at der ikke er ham at være bange for mere. Det lyder hårdt og det er det også, men det er også rigtigst for mig. Jeg kan godt tilgive, men kun hvis jeg bliver bedt om tilgivelse - og det bad han aldrig om. Jeg har siddet overfor alverdens terapeuter, som ikke mente at man kunne undlade at reagere på sin fars død. Det kan man godt. Jeg ville da være langt værre stedt, hvis jeg ikke reagerede på at miste de personer jeg faktisk elsker og som elsker mig.
SvarSletDu fortjener ikke det værste. Det gør du virkelig ikke. Du minder mig om mig - og jeg fortjener ikke det værste.
Jaeh, hvad kan jeg sige andet end at jeg kender det. Det hele. Det med din far og til det med at finde mænd der svigter.
SvarSletMen vi er altså meget bedre værd. Det kræver en masse at bryde ud af de mønstre, og jeg håber både at du og jeg gør det en dag. Tror faktisk godt vi kan.
Og gu er det ikke fair.
Skriver her ikke ofte, men læser meget trofast med.
Tilgivelse er en ondsindet bitch, der skulle skydes ved daggry! Gu fanden og hans farmors nederen numsehul skal vi da ikke tilgive utilgivelige handlinger!
SvarSletTilgivelse kan opstå som en naturlig konklusion på et emotionelt udviklingsarbejde (hej, terapi!), men den kan aldrig forceres, og da slet ikke afkræves andre!
Hvis man er for hurtig med at udgyde tilgivelse risikerer man, at fritage sine utilstrækkelige forældre for ansvar, og lægge det på sig selv i stedet. Du ved: ”Det må jo have været min egen skyld”-agtigt. Nu kender jeg ikke din mor, men kunne det tænkes, der var et vist medansvar, som hun godt lige ville have syndsforladelse for i samme ombæring? Tilgivelse fungerer sgu kun, hvis man husker at lade ansvaret ligge, hvor det hører hjemme. Børn er ALDRIG ansvarlige for deres forældres druk, svigt og i det hele taget skadelige opførsel. Forældre ER ansvarlige for deres børns tryghedsfølelse og for, at de føler sig elskede og værdifulde.
Begge forældre.
Også den, der ikke drikker
(hvis man er så heldig at have sådan en).
Men når det er sagt, og tårerne over den usle opvækst grædt, så er vi børn af alkoholikere nødt til selv at tage ansvaret for vores egen lykke. Desværre har vi lært af alkoholikerens medforælder, at pege fingeren over på Problemforælderen og sige ”Se! SE! Dér ligger ansvaret! DER! Alle andre steder end på mig!”. Det kopierer vi så, når parforhold går i stykker. Jeg gjorde i hvert fald. Det var aldrig min skyld. Jeg var den perfekte kæreste, han var ond, og der var aldrig to til en tango.
Det ville ærgre mig rigtig meget, hvis du faldt i den samme grøft som mig, så nu tillader jeg mig lige, at sige det her: Du har en dum, tåbelig eks, men ”fortjener det værste” – det er sgu lige lovlig melodramatisk! Det ser nemlig sådan her ud: http://overleveren.wordpress.com/2012/01/22/du-skal-leve-med-det/ (Jeg tror nok lige, jeg holdt op med at klynke over mine ekser, da jeg læste det!)
...og hvis vi endelig SKAL snakke tilgivelse, skal vi så ikke til at holde op med at hade på TFMs utroskabskvinde? Var det ikke hende, der i al sin polyblonderede acrylhed havde nosser nok til at starte den proces, der i sidste ende skilte dig af med en uværdig lille mandsling, der ikke fortjente din kærlighed? Jeg synes, hun fortjener lidt cred!
Jeg kan sagtens se dit synspunkt, men faktisk er jeg god til at påtage mig hele skylden, frem for at skyde den på andre. It's a work in proces.
SletMht tilgivelse, er jeg slet ikke klar til at tilgive hende. Hun skrev det på den mest ufølsomme måde og gennemtænkte slet ikke hvad konsekvensen var. Hun burde have snakket med ham først.
Men hvis og hvis, det nytter ikke noget nu.
Uværdig lille mandsling. Jeg håber jeg med tiden kan blive enig. Oh god, i hope so.
Sikket rørende indlæg. Nu siger jeg lige noget dumt, som du ikke kan bruge til så meget: this, too, shall pass. Og derefter vil du drive det vidt.
SvarSletDu er så sej, fordi du tør kaste dig ud i forelskelse, få et slag i ansigtet og sørge. Det er ikke alle, der evner - og tydeligvis ikke en kujon som ham.
Tak, Dines.
SletJeg håber sgu at det er en floskel der stadig holder. Ellers ser min fremtid ret deprimerende ud.
Btw, når jeg engang kommer til København så tag mig lige med ud og mød nogle rigtige mænd. Joo, jeg ved de findes!
Jeg aner ikke, hvor de findes - men jeg er med på at lede!
SletStærkt og meget bevægende indlæg...
SvarSletTak. Tak fordi du er så fantastisk tænkende, fræk, klog, snu, ked af det, stærk, modig og cool. Men mest af alt tak fordi du deler det med os - med mig.
SvarSletPå en mærkelig måde er dine op- og nedture bare livsbekræftende. De vækker stor glæde - Du vækker stor glæde.
Tak.
Er vist lidt passende at jeg lige stikker hovedet indenfor og hilser på.
SvarSletVil godt lige sige at jeg ikke tror på at man kan sammenligne og måle traumer og smerter i livet. Det er ingen konkurrence, og at sige til en der har det svært "se lige hende der" synes jeg nok måske er lidt at undlade at tage den man siger det til alvorligt...
Vi har hver vores liv og hver vores smerter - og de kan ikke altid sammenlignes...
Synes jeg - i al beskeden forsigtighed.
Mange gange tillykke med den personlige sejr og den løvinde-esque handlekraft :)
SvarSletDet er sgu godt gået - nogen gange kan man simpelthen finde indre depoter med energi, man ikke anede, man havde.
Glæder mig til fortsat at følge, hvor glad du bliver (for det er jeg sikker på, at du gør!).