Jeg har altid følt mig malplaceret i en samarbejsgruppe. De mere dominerende typer tager hurtigt over og det har jeg det fint med. Min arbejdsmetode er ikke inaktiv i forhold til andres - den er bare mere indadvendt.
Min gruppe har taget emnet op og fremlagt det så humant som muligt: at jeg ikke siger nok. Det er jo også fair nok og jeg vil da gøre hvad jeg kan for at ændre deres indtryk. Men et eller andet sted kan jeg mærke at det rammer nogle dybereliggende områder.
Som at i folkeskolen altid blev med trukket med ind til samtlige forældresamtaler, med (dengang var de ikke så pædagogiske) anklager fygende om ørerne: Du er for STILLE. Du skal SIGE noget mere. Hvorfor er du så genert? Der er da ikke noget at være bange for.
Som ældre blev det til voksensamtaler på arbejdspladser der angreb de signaler jeg sendte. Det gjorde nas helt ind i solar plexus at modtage den samme melding for gudvedhvilkengang: Dit arbejde er ikke godt nok.
Du er sådan og sådan - og du skal ændre det og det.
Det er måske mig selv der omformulerer det inde i hovedet og tager en byrde på skulderen, som muligvis slet ikke var ment som en byrde. Men hold nu kæft hvor bliver man træt af det gennem en hel livstid. At skulle justere på sig selv, være obs på dit og dat og stadig sidde med følelsen af at være utilfredsstillende på samtlige led og kanter. Det er faktisk en jævnt svær opgave, når man samtidig har et projekt om at kunne lide sig selv, kørende. Som i forvejen ikke går stjernegodt.
Problemet er at jeg ikke er genert. Men jeg hader gruppearbejde og har det fint med at de andre er mere aktive. Jeg er bedst til at observere, reflektere og dokumentere skriftligt. Og grunden til at jeg hader gruppearbejde er netop at jeg får det skide klistermærke i panden hver gang. Det bidrager næppe til at jeg får lyst til at sige noget mere.
Så det sagde jeg. Selvom 4 liter adrenalin skød rundt i kroppen på mig og hver en fiber skreg at jeg følte mig personligt angrebet og at jeg skulle ud, ud, ud af lokalet før jeg begyndte at græde i afmagt.
De kunne godt forstå det, men synes alligevel at jeg skulle vide hvad deres indtryk var. Fint nok. Så går jeg hjem og arbejder på at være mere.. et eller andet. Noget andet end jeg er i forvejen, i hvert fald.
Kan bare mærke at det gør mig mere ked af det, end målrettet. Jeg er træt af aldrig at passe ind. At skulle deale med at være anderledes og samtidig skulle rumme at andre synes det er et problem. Vil jo for faen bare gerne være god nok.
Ik?
Det kunne have været mig der havde skrevet det indlæg. Hvis jeg altså kunne skrive. Jeg har kun én gang fået at vide (af en personlighedstype-coach-agtig-mand), at det er helt okay at være indadvendt i grupper, og at det bare er en anden måde at arbejde på. EN gang i hele mit 27-årige liv. Ellers har jeg altid fået at vide at jeg skal siiiiiige noget mere og være mere tilsteeeeede. Fuck nu af. Udadvendte mennesker kan fandeme også være en pain at være sammen med.
SvarSletTak for fedt indlæg!
Tak for dit besyv. Hvor er det befriende at der også er andre der er pissetrætte af duerforstille-etiketten. Og ja, udadvendte gruppemedlemmer kan være mindst ligeså irriterende.
SletJeg er den udadvendte, højtråbende og dominerende type. Jeg har altid stor respekt for dem, der kan holde deres kæft og ikke absolut skal fylde det hele. Det er sjovt nok den type de fleste af mine nære tilhører. Der er brug for begge dynamikker og temperamenter i en gruppe. Det er debilt at gribe det an som om, du er forkert. I stedet for at trække på dine styrker og se det som et supplement til egne svagheder. Det er debilt at favorisere den højtråbende type. Bare fordi de er nemmest at forholde sig umiddelbart til. Jeg ville gerne lære noget af dig og din eftertænksomhed og manglende allestedsnærværende trang til at råbe og hoppe og larme.
SvarSletVær glad for dig.
Det kunne ligeså vel være skrevet af mig. Amen, siger jeg!
SletJeg er egentlig mest ked af at jeg ikke har fået chancen for at bevise mine styrker - vi har kun arbejdet i gruppe 4 gange og allerede går de "til angreb2. Et eller andet sted har jeg lyst til at holde HELT kæft nu. Selvom jeg godt ved at det ville være at skyde sig selv i foden, da de så ender med at få ret i deres antagelse.
SletSuk.
1000 tak for din kommentar.
Tilsliutter mig Marias Maskinrums' kommentar. Jeg tager hatten af for de stille typer og når jeg er i gruppe med dem, så nyder jeg at se dem/jer arbejde indadvendt og tramper mig selv over tæerne, når jeg kommer hjem over at jeg ikke bare kan holde min kæft engang imellem. De stille er sgu ligeså arbejdssomme som de larmende, oftest i hvert fald. Så du skal bede dem lukke r**ven lidt engang imellem, når de klantrer dig for at fise på hamlen. Thumps up for at du kan finde ud af at arvejde og reflektere i stilhed. Se det som en styrke og ikke en svaghed. De stille typer er meget nemmere at holde ud i længere tid af gangen.. For man har jo ikke nogle øren-låg, vel. Husk det! :) Kærlige hilsner fra mig
SvarSletHar som altid ikke læst hvad andre har skrevet. Farer bare i blækhuset og beder dig råbe *RØV* efter de andre og så ellers sætte dem igang med at pille i navlen på sig selv. For hvis du yder en indsats i gruppearbejdet har de intet at lade dig høre og skal på ingen måde diktere dit liv, bare fordi de føler sig dårligt tilpas ... fordi de ikke ved hvordan DE skal håndtere at nogen mennesker rent faktisk tænker før de taler - NÅH! (ser ret sourpuss og fornærmet ud *fnys*)
SvarSletSjovt nok er det altid de stille der bliver kritiseret.
SvarSletEr forklaringen mon, at det er for besværligt at kritisere dem som kæfter op? Så er det måske lettere at lade aggressionerne og dømmesygen gå ud over de stille?
Altså hvis man laver gruppearbejde, så handler det jo om at nå et mål. Hvordan viser man at man er aktiv og arbejder hen mod målet? Det gør man ved at vise at man bidrager til at nå målet. Det kan man så gøre på forskellige måder: via diskussioner, ved at aflevere udkast, ved at ordne praktiske ting etc. Du skal bare sørge for at koncentrere dig om at bidrage med noget på DIN måde - og så lade fare at nogle klamrer sig til en idé om, at aktivitet er knyttet til det at tale. Men hvis du ikke bidrager og er ligeglad med gruppearbejdet - så skal du tage kritikken til dig.
SvarSletHold da fast, det kender jeg bare alt for godt!
SvarSletJeg har med tiden fået den så mange gange, nederlag efter nederlag, og på et eller andet tidspunkt åbenbart lært at snakke med... Unaturligt og påtaget. Og kan ikke lade være med at føle mig forkert stadig. Suk!