Har transporteret livstræt korpus til Vestkysten for at græde ud hos søster. Har efterhånden permanente 11-taller ud af næsen og kronisk hovedpine af at hulke og snakke så meget at tankevirksomhed bliver overophedet, bryder sammen, og derefter ikke kan overskue andet end at bjæffe et par sure strofer ind i mellem. Om ham.
For helvede hvor han fylder meget. For meget. Og tankerne går fra stortudende håb om tårevædet mand med enmandsorkester nede på fortovet, til sindsyge hævntogter hvor jeg lægger en rygende lort på hans kølerhjelm. Men det bliver aldrig til noget. Og da slet ikke det første. Han har været tavs siden søndags - også på trods af at jeg sendte en mail onsdag hvor jeg skrev at jeg gerne ville have nogle svar.
Han vil ikke snakke med mig.
Hold nu KÆFT hvor er den svær at sluge. Og jeg veeeed jo godt at hans bekræftelse og anerkendelse kan stoppes op i røven, hvis han alligevel er færdig med mig. Som han jo åbenbart er.
Ville bare så gerne være sådan en der var totalt uundværlig og at han på nuværende tidspunkt sad derhjemme og hikstede til noget dystert musik, mens han forsøgte at formulere en tilgivmigforfanden! mail, fordi han simpelt hen ikke kunne slippe dejlige mig.
Men det kan han godt. Bare sådan. Væk. Med. Hende.
Guf for selvværdet, altså.
Sådan en drengerøv, han lyder godtnok som en der havde fortjent en lunken lort på kølerhjelmen eller rejer i hans gardinstang!!
SvarSletHvor er det luset at han ikke engang gider svare dig, så barnligt.
Sidder selv med et broken heart lige nu, hvor knægten heller ikke kan give mig ordentlig svar på om vi skal fortsætte.
SvarSletHan sagde sågar i går, at han lidt havde fortrudt sine ord da vi fandt sammen igen, blot fordi vi havde et opgør.
Stakkels, stakkels dig. Jeg ved lige præcis, hvordan du har det! Man vakler rundt mellem fornuftens "han behandlede mig forfærdeligt, og det er godt, han er helt væk" til "han var det bedste, jeg har oplevet, og jeg har ikke lyst til at slippe ham, uanset hvad han har gjort". Alle omkring dig er lettede over, at han er ude af billedet, for de ser rationelt på hans gerninger, og ved, at det er bedst for dig at være foruden ham. Men du tvivler selv, for du gav dig selv fuldt ud, oplevede følelser du kun havde drømt om, var lykkeligere end nogensinde, og føler mere end nogensinde nu, at livet igen er meningsløst... Arrgh, hvilket mareridt!
SvarSletTving dig selv til ikke at kontakte ham. Find en anden, du kontakter, når du føler trangen til igen at henvende dig til ham. Sørg for at have en nødplan! Læg ham fuldstændig på is, og mind så dig selv om, at det du allermest savner ikke er ham, men den person, du troede, han var. Du savner kærlighed, opmærksomhed, hengivenhed, romantik og ømhed. Det er det, du savner - ikke den idiot, der var falsk og løgnagtig. Du mærkede tvivlen for noget tid siden, husker du? Men du undertrykte din indre intuition. Du skrev, du ikke fik svar fra ham i nogle dage. Ingen svar overhovedet. Det var ikke normalt. Der skete noget der... Og du vidste det, for du ville aldrig have behandlet ham sådan den anden vej. Du kunne mærke, at der var noget, der ikke stemte med dit billede af jeres forhold. Men du håbede, du tog fejl, og tog skyklapperne på. Angst for sandheden. Angst for ensomheden, du vidste ville slå dig ud, hvis han ikke var, som du ville tro, han var. Nu står du midt i den, og skal igen finde din helt egen lyst til livet, mening med livet. Husk, at du bare skal få tiden til at gå så godt som muligt - til du møder en ny mand. Og ham møder du! ingen tvivl om det. Du vil møde en anden, en bedre, en mere ærlig og trofast mand. Og SÅ vil du glæde dig over hele forløbet, for ham du møder er al denne pinsel værd, som du gennemlever nu. For uden denne pinsel, ville du ikke være kommet videre, og så ville du ikke kunne møde HAM, den rigtige mand i dit liv. Jep! Sådan vil det gå dig. Jeg ved det bare! Så sørg løs, og begynd så at tænke på, hvad der nu er bedst for dig i denne nye epoke af dit liv, som du nu er skubbet ufrivilligt i gang med. Det skal nok gå alt sammen. ;) Kærlig hilsen Mona
Hej Mona
SletDu har ret. Det er ikke HAM jeg savner, men følelsen af at have en forelsket lækker mænd til at ligge og kigge mig i øjnene. "Ham" var jo åbenbart kunstig og til låns.
Jeg var tit utryg og havde en lillebitte intuition om at han ikke var the one for me. Måske var det ikke kun selvskabte katestrofetanker.
1000 tak for dit opmuntrende besyv. Det vil jeg helt sikkert læse igennem over flere gange. Det er en god reminder!
Jeg hader mænd.
SvarSletLov mig, at du hælder brintoverilte i hans shampoo og planter karse i hans tæpper, hvis du nogensinde ser indersiden af hans bolig igen.
... Hvor er det altså synd for dig. Masser af tanker herfra.