Ny fase - nye veje

Er stadig levende. Tror jeg. Kan faktisk godt blive i tvivl nogle gange.

Har fået mail fra fåmælt TFM hvor han skriver hvor ondt det gør på ham at jeg lider. At han har frosset sit hjerte ned, fordi han ikke kan overskue mine følelser og behov. At han bare vil glemme det hele. Der er ingen svar på mine spørgsmål. Kun en beskrivelse af hans egne pinsler.

Det tog mig 6 dage, 2 branderter og en helvedes masse gråd at sende mail tilbage hvor jeg i konkrete vendinger beskriver hvad jeg synes om hans opførsel. At han giver mig kvalme. At jeg altid har respekteret ham og set ham som en stærk mand, men at han kun har bevist at han er det modsatte.

Jeg håber at han læser den.

Men mest af alt håber jeg at jeg mailen kan blive et redskab hvor vreden ligger i dén mail, og ikke som en gigantisk adfærdsvanskelig på mine skuldre. Jeg slap den fri, og sendte den over til ham. Slut, færdig.

Nu skal jeg fokusere på mig selv, og hvordan jeg skal blive et helt menneske igen. Måske endda et menneske der havde det bedre end før jeg mødte ham. Store mål.
Har for første gang ikke oprettet diverse datingprofiler og andet gejl i min paniktilstand. Jeg har brugt mit netværk og nøje udvalgt mig gode menneske der kunne give mig styrke og gad at høre på mit storrygende ævl, indtil jeg segnede om og faldt i søvn i fosterstilling.

Jeg er stolt. Hvis jeg har sådan nogle gode venner og sådan en overlevelsesstrategi, uden at have behov for at 'glemme det hele' som en hvis anden person, så betyder det at jeg er stærk og handlekraftig. At folk gerne vil hjælpe mig, fordi jeg selv er en god ven.

Det er mere end hvad man kan sige om ham.

Og derfor bliver vi aldrig et par igen.