Har vadet byen tynd. Med langsomme skridt og seriøst zombielook. Har knap spist siden i søndags, og kan mærke hvordan min mave langsomt svinder ind. Kan desværre også mærke den muskelmasse som langsomt er ved at gå på ferie, og efterlader min fysiske tilstand dvask, kvalmende og rystende.
Ingen panik. Har faktisk været i denne her tilstand før. Den eneste forskel er, at denne gang skal jeg handle anderledes. Jeg har mere med mig nu - ok, også en masse lig i lasten, men det skal ikke definere hvordan jeg tackler en krisesituation nu og her.
Jeg er nødt til at acceptere at jeg nok aldrig hører fra ham igen. Eventyret er slut. Han var ikke den mand jeg troede han var, og sådan er det. Skulle jeg være rigtig optimistisk, kunne jeg fortælle mig selv at han var en øvelse, en generalprøve til den kærlighed der venter forude. Den der ikke svigter.
Jeg er nødt til at tilgive mig selv. Jeg gjorde det bedste jeg kunne for at være en kærlig, attraktiv og forstående kæreste. Mere kunne jeg ikke gøre. Han valgte mig fra, og det må jeg lære at leve med. Uden at bebrejde mig selv, for hans egoistiske (møgsvins)handling. Et eller andet sted i mit hjerte må jeg affinde mig med at vi ikke hører sammen. Efter at havde fortalt mig selv det modsatte i 6 mdr.
Udfordringen ligger i at kapere alle de fortidige svigt der også ligger og ulmer. Ubearbejdede, fordi jeg i sin tid synes at painikdating var den mest lindrende kur. Ny mand. Ny bekræftelse.
Det var ikke vejen frem. Tilsyneladende. Det har ikke efterladt mig med andet end et sårbart sind og en pessimistisk tilgang til mænd - og mig selv.
Men hvordan fanden gør man? Kan på ingen måde overskue at stå foran en spoulsearchingsperiode, når jeg mest af alt har lyst til at flå det angstfyldte hjerte ud af min krop. Selvhadet. Skammen over at være blevet forkastet.
Jeg hader ham.
Hader.
Ham.
Men mest af alt hader jeg at han ikke står ude foran min dør med Niagra Falls ned af kinderne og kysser mine sko.
Og endnu mere hader jeg, at jeg ville tage ham tilbage. In a heartbeat.
Fuck.
Når mit hjerte har været knust, er jeg gået igennem forskellige faser. Fase 1 tuder jeg i. Meget. Hele tiden. Til Medina- og rasmus Seebach-sange. Der er ikke noget, som er for banalt. Jeg tudr til alt. Selv hokus krokus.
SvarSletI næste fase taler jeg om ham. Dissekerer ham. Ham og mig. Os. Hvad der var godt, hvad der gik skidt. Savner ham. Håber han kommer tilbage. Stjæler veninders tid og rødvin og snakker noget mere.
I tredje fase taler jeg stadig. Veninderne lytter stadig, fordi der sniger sig en snert af bitterhed ind i min stemme. Fordi en lille diller og overdreven hang til vegan livsstil pludselig dukker op til overfladen, og man så småt indser, at der var ting ved denne mand, som med tiden kunne været blevet en dealbreaker for mig. Hvis vi havde givet det lang tid nok, var der jo ingen garanti for, at jeg havde vedblevet af være forelsket.
I fase 4 er jeg træt af at høre mig selv snakke. Det er en god fase. For det betyder, at min ventil har gjort sin virkning. Når jeg pludselig hellere vil høre, hvordan det går med min venindes speciale eller hendes kærlighedsliv. Så er jeg på vej videre.
I fase 6 går jeg i byen, kun for at vise mændene alt det, som de ikke kan få. Jeg er lækker, fantastisk og femme fatale - og jeg er ond. Med vilje. Og tit. Det er ikke pænt, men det hjælper.
I fase 7 bliver jeg enten så stiv eller imponeret af en af fyrene i fase 6, at jeg hiver ham med hjem. Næste dag erkender jeg, at han var rebound og taler aldrig, ALDRIG med ham igen.
Men så. Har jeg fået luft.
(Undskyld, du lige fik et helt blogindlæg).
Er der ikke en fase fem? ;-)
SletÅh, kære Skribler. Jeg er så ked af det for dig. Det er fandme ikke rimeligt at du skulle have denne oplevelse.
SvarSletJeg ønsker dig 'god bedring' hvis man kan kalde det det. Jeg ved du klarer den. Jeg håber virkelig du klarer at holde fast i at du har gjort alt hvad du kunne, og at fejlen IKKE ligger hos dig. Og jeg håber at du ikke mister modet på at finde dig en dejlig mand. For du må gerne få en dejlig mand, der er perfekt for dig.
Jeg sender dig cyberknus og de bedste tanker.
Kh
Lene K
EjmenforHELVEDEdaosse!
SvarSletJeg klikkede lige herind for at se, om du mon var kommet hjem fra cruise, og så har TFM (totalt fucked-up MØGSPASSER!)jokket på dit fine hjerte :-(
Det er ikke din skyld! Skal vi lige allesammen gentage i kor: Det. Er. IKKE. Din. Skyld!!!!!!! Vi, der har fulgt med herinde, har læst om en ærlig, oprigtig forelskelse, en modig person, der har turdet give sig i kast med kærligheden på trods af gamle skrammer. Vi har set dig sætte, hvad du nu har af indre bøvl lidt i baggrunden for at kunne give ham en fantastisk kæreste (ja, det er dig, jeg kalder fantastisk!)
Vi har set dig tage verdens største chance -omend på en lidt vagtsom og kan-det-være-rigtigt-agtig måde.
Og nej, det kunne det åbenbart ikke. Men DU var rigtig! DINE følelser var ægte. HAN var falsk og forkert og et rigtig ækelt møgsvin!
Han lyder totalt som det svin, der trampede på mig for ti år siden. Jeg gik også og tænkte, jeg ville tage ham tilbage, indtil det gik op for mig, at det var jo ikke ham, jeg ville have. Det var den rolle han havde spillet. Ikke en skid mere ægte end enhver flødebollet, amerikansk film-lover.
(Han blev i øvrigt ret hurtigt forladt af den blonderede bimbo. Tillad mig lige at tilføje, at jeg nu om dage har mand (fantastisk), søn (fantastisk fantastisk) og er gravid (shhh, det er en hemmelighed!).
Det kan godt være ham det dumme svin aldrig opdagede det, men du har faktisk gjort noget STORT: du har givet fortiden fuckfingeren! Og når man er blevet i stand til det, så venter kærligheden sgu lige om hjørnet!
Jeg hepper i hvert fald (stadig) på dig!
Kram.
Det er kommentarer som disse, der giver mit humør et par nøkker opad, og bidrager til min videre recovery. Jeg er taknemmelig for at have nogle kvindelige powerlæsere der kan se objektivt på tingene og bakke op, når der fandme er brug for det.
SletDet betyder så uendeligt meget. Og ja, nu går der takketale i den, men det skal altså ikke gå ubemærket hen - jeg er dybt taknemmelig.
Jeg sidder bare og nikker. Hammer godt (be)skrevet; det giver mening det hele.
SvarSletFortsæt her fra, så tror jeg det går.
Klem.
Føj for en oplevelse.... Jeg er ny læser herinde, men du skriver hammer godt, og din beskrivelse af dine tanker er bare lige i øjet. Du skal vel bare igennem alle de faser der er når man er "heart broken" men det er godt og nødvendigt. Vær aldrig i tvivl om at du var ægte i din indgang til dit forhold, det kan godt være man satser en del, eller det gør man, men er man ærlig i sin væremåde, er det ikke helt galt, og så kan man få sit hjerte knust, men man var ærlig og oprigtig og det er det vigtigste. Tak for dit blogindlæg, det er godt med gode tanker og jeg hepper på dig, nu er du i hvert fald i gang med at hade, så er du på vej.
SvarSletKrams Lene
Træk vejret... Det bliver bedre. Og nemmere.
SvarSletHan burde så meget stå foran den dør med Niagara Falls. Det er sgu det eneste rigtige og ærlige at gøre, altså. Pff, sådan en vatpik.
SvarSlet