Er kommet et par skridt videre. Har pakket kuffert ud. Været i bad. Har endda desinficeret alle håndtag og andre objekter, hans fingeraftryk kunne sidde på. Har smidt hans ting ud. Revet hans breve i stykker. Og til sidst (det som var sværrest) slettet 310 kærlighedsfyldte sms'er fra forelsket mand.
Min krop er fyldt op med angst. Hvadend jeg retter mine tanker mod, mærker jeg et jag af dyb, dyb frygt. Det skyldes ikke kun sorgen, men også kendsgerningen af at skulle stå her igen. Med et hav af følelser, som end ikke 20 kartoner smøger eller beroligende medicin kan få mig til at rumme.
For hvordan jeg end vender og drejer situationen, så kommer jeg ikke udenom at TFM pustede liv i mig. Jeg var strandet med et lavt selvværd, efter en hale af svigt og andre nederlag i mit 28 årige liv. Jeg havde nærmest affundet mig med at Mand og Børn ikke var noget jeg kom til at prøve.
Men så kom han. Og slog benene væk under mig. Han var aldrig et øjeblik i tvivl om at han ville dele resten af sit liv med mig. Vores forhold var så intenst, at det på nuværende tidspunkt efterlader mig med en følelse af om det overhovedet var virkeligt.
Nu er det smadret. Ikke kun den tosomhed vi havde skabt sammen, men også mit håb og den kærlighed jeg efterhånden havde fået bygget op til mig selv. Han synes jeg var fantastisk og fortalte mig det flere gange dagligt. Og det begyndte at smitte af på mit eget selvværd.
Jeg forstår ikke hvordan han byde mig at rive det hele fra mig igen. At han kunne efterlade mig på en fremmed banegård med et knust hjerte, hjemvendt fra ferie med alle mine kufferter. Fordi 'det gjorde for ondt at se mere på mig' At han ikke engang har haft the courtesy at ringe til mig efterfølgende, forklaret sig, sendt en mail, en undskyldning - ET eller andet. I det mindste gøre et forsøg på at fortælle mig at det ikke var min skyld - men derimod ham der var en idiot.
Jeg forstår det ikke. Det kunne jeg aldrig byde et andet menneske. Never.
Jeg kommer aldrig til at få en forklaring. Udover mine egne fortolkninger og teorier. Og det er dét der gør så ondt. At jeg tilsyneladende ikke er en forklaring værdig. At jeg ikke var mere værd, end en blondine med tarveligt plukkede øjenbryn, acrylnegle og selvportrætter med sin iPhone.
Føj for helvede. Efter alt hvad vi har haft sammen. Om jeg begriber det.
Det er fandme svært ikke at tage personligt.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Jeg synes, at du har gjort det rigtige og du er SÅ sej. Og ja, utroligt fejt at manden ikke engang kommer med en forklaring - men nogen gange er der ikke nogen forklaring.. Han er jo bare en komplet idiot som har handlet efter hans kønsdel, og det slags er det svært at forklare... Måske bare acceptere at der er ikke noget at forstå? Manden er jo total imbecil og det er det.
SvarSletMange tanker herfra!
Find din indre gilr power frem, gå ud og se på lækre mænd, se nogle veninder og for gud skyld ikke give håbet op på kærligheden.
SvarSletDet gør sgu så ondt. Uanset hvor længe, man var sammen - hvis man faktisk virkelig troede, han var god for en og altid ville være det, så er tabet og chokket forfærdeligt. Og man vender blikket indad. Selv om man slet ikke skal. For det er selvfølgelig ikke din skyld. Det er mands. Hundrede procent. Og selv om du sikkert halvt har lyst til at hade ham langt ind i helvede og halvt har lyst til at spørge "HVORFOR?! Hvad er der galt med mig?!", så kan man ikke entydigt føle det ene eller det andet og ubetinget bare pludselig synes, at manden er 100% svin.
SvarSletJeg føler så sindssygt meget med dig. Står jo selv midt i noget, der minder om.
Vi skal nok klare det, os to. Det skal man jo. Og du har klaret dig igennem SÅ meget før. Du kan også klare det her!
Han. Er. En. Kæmpe. Nar.
SvarSletSå enkelt kan det sku siges! Du er pisse dejlig og misundelsesværdig. Du fortjener bedre, meget MEGET bedre.
Hvis det er sådan han mener at du skal behandles, er det jo ikke jer der skal være sammen. Du fortjener en sød én, en der elsker DIG som du er (og ikke en eller anden lyshåret bimbo med akrylnegle). Jeg ved at du nok skal finde en :)
Knus og krammer herfra
Tanker til en kat fra en anden. Ord er onde i en sådan situation, så jeg sender en spindende slags lyd med håbet om at den vil gøre dig lidt mere tryg.
SvarSlet