I takt med at TFM silent treater mig into the ground, får jeg det værre indeni. Det er som om at fustrationen ophober sig, og sætter sig som en stor væskende byld og blokerer den afklaring der burde give mig sindsro.
Han betyder for meget for mig, til at jeg bare kan smide ham over i kassen med andre svin og glemme det. Jeg er nødt til at snakke med ham. Prøve at FORSTÅ. Få en ordenligt afslutning og den respekt jeg fortjener.
Set udefra er det fuldstændig hul i hovedet at jeg ikke kan slippe den skide 'afslutning'. Glem dog den idiot. Han respekterer dig ikke og så skal du give slip. Færdig. Afsted med dig.
-I hear you. Men jeg har prøvet, og det bliver det kun værre af. Jeg spiser ikke, jeg sover konstant og når jeg endelig er vågen, har jeg angst i kroppen og kan ikke holde ud at være til. Nogen steder.
Og han vil ikke snakke med mig. Jeg er totalt slettet fra hans liv. Væk. Ude.
Det her svigt har aktiveret SÅ meget i mig, art jeg dårligt kan rumme at tænke på det. Hell, jeg kan dårligt rumme at skrive om det. Se det på skrift, smage på det og udgive det - sårbart og nøgent så samtlige læsere med egne ord kan se hvor meget jeg er ude og skide.
I har været så søde og betænksomme i det her forløb. Nu beder jeg endnu en gang om jeres hjælp: Perspektiv. Medsøsterhood. Og en forståelse for at det her altså ikke kun sker for sådan en som mig.
-Hvad er det værste breakup du har oplevet? Og hvordan overlevede du?
Kom så piger (please)
Mit værste breakeup var da jeg en dag opdagede at mine børns far knaldede med min veninde, jeg troede seriøst jeg skulle dø, det var en forfærdelig tid.
SvarSletFor jeg kunne simpelthen ikke fatte at de ville og kunne byde mig det ? det var en meget stor gåde, som jeg endnu ikke har fået løst, da han bestemt heller ikke havde lyst til at tale med mig, og hende havde jeg ikke lyst til at tale med.
Hvordan jeg overlevede ? på rutinen tror jeg, nu havde jeg jo så også børn, så jeg skulle stå op hver dag, men må tilstå at nogle gange overvejede jeg at kører ind i en bil, der holdt i rabatten hver dag, ikke for at dø, men bare sove...sove til jeg havde fået det bedre igen.
Jeg holdt meget for mig selv, men da jeg først begyndte at lukke lidt op, hjalp det mig også.
Det e jo nemt nok for andre at sige han er en dum skid, det ved man jo godt selv, men den uvished, og underlige afslutning, det synes jeg sgu var svært at leve med, men jeg havde ingen valg, for der var intet at gøre, jeg kunne lige så godt tale til en dør.
Har desværre ingen guldkorn, det tager den tid det tager tror jeg, jeg tror ikke man selv kan gøre det helt vilde for det går stærkere.
Men en ting er sikkert, når en dør lukkes, åbnes en ny, og hvad der er bag den dør det ved du ikke endnu, men en dag se du det pludselig.
Giv dig selv lov til at græde så snottet sprøjter, giv dig selv lov til at være ked af det, for det er man sgu da ! De drømme man havde er pludselig taget fra en, bang, uden varsel og forklaring, gu er man da forvirret og pisse ked af det.
Men en dag skinner solen igen, det håber jeg også du kan se en dag :-)
De bedste tanker og et kæmpe knus herfra
Av for helvede. Og så med din veninde?
SletJeg overraskes gang på gang hvor svinske nogle mennesker kan være in the name of suposedtobelove. Der må virkelig være gået noget galt i opvæksten og indlæring af værdier, moral og medmenneskelighed. Fy for satan.
Og tak for dit besyv.
Mit værste break up, involvere en jeg ikke engang var kærester med, men han var bare alt det jeg nogensinde kunne forlange. Vi datede ret kort tid og så lagde jeg mine følelser på bordet, og han sagde ingenting, gjorde ingenting. Så det gled ud i sandet. Igennem de sidste 4 år, har vi set hinanden et par gange, og talt endnu mere, dog stadigvæk uden at han vil noget som helst med mig. (Jeg er bare den der krukke bolsjer, der er god at have i reserve, hvis man bliver sliksulten)
SvarSletJeg har tænkt på ham alt for ofte de sidste 4 år og da jeg møder ham til kapsejlads for en måned siden, fortæller jeg ham alt jeg nogensinde har tænkt; AT han er the one that got away, jeg synes han er røv lækker, jeg vil bare ha' ham. Han fortæller at han har en slags kæreste, så det går ikke... Siger til ham, at så kan han bare gå, han siger, at så går han da bare, frem og tilbage sådan i et stykke tid, indtil han til sidst GÅR!
Jeg vidste godt, at jeg sagde for meget og for voldtsomt, men jeg gjorde det kun af den ene grund; For at få et svar og det fik jeg! Nu er han nærmest ude af mit system, og jeg tænker ikke længere hvad nu hvis... :)
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletÅhh det må jo ha´ været SP. Jeg havde haft en del dårlige forhold, og så møder jeg SP og vi bliver kærester. Han er høj, slank, grøn-øjet, sød, intelligent, sporty, opmærksom. Vi går til koncerter, synes om den samme musik, kunst, bøger.
SvarSletEfter 9-10 måneder begynder han at tale om at flytte sammen, vi taler om fremtidige børn osv osv.
Så en søndag morgen, hvor vi har aftalt at mødes kommer han ikke. Jeg ringer og efter nogle timer giver han lyd fra sig, og jeg VISTE det bare, så det første jeg mere el. mindre sig er: hvad har du lavet?? han benægter først, men indrømmer så, at han har været mig utro, og jeg knalder helt ud, råber og skriger, og sviner ham til. jeg forlanger at han kommer op til mig og aflevere min nøgle.
Jeg er nærmest sindssyg af raseri, men samtidig kan jeg slet ikke forholde mig til, at han har svigtet mig. Så samtidig med, at jeg sviner ham til, så beder jeg ham blive (meget syrealistisk).
Han går og jeg kryber sammen i forsterstilling, magter lige at ringe til en ven der kommer og holder om mig, og så tilbyder at slå ham til plukfisk (jeg afslog).
Det her var manden! jeg skulle dele mit liv med, ham der var alt det gode som ingen andre havde været, og så sked han på mig, på mine følelser, på alt hvad jeg havde givet ham, og alt hvad han havde lovet mig. Jeg gik totalt ned, lavet pææænt mange af de der pinlig opringninger, hvor man håber at man faktisk er skitzo, så det i det mindste kan undskyldes, jeg græd, glemte at spise, røg alt for mange smøger og drak aaaalt for meget alkohol. Men lidt efter lidt så gjorde det mindre ondt, jeg talte meget om ham med venner og bekendte, jeg tog til Norge med lasbil og sad i ugevis og gloede på veje og fjelde.
jeg tror at det der gjorde at jeg kom ud på den anden side var, at selvom han valgte at skide på mig ved at kneppe en klam plastik-blondine (ja også han), så kunne jeg ikke have gjort hverken fra el. til. Det var hans valg, det er åbenbart den måde han priotere på, det er noget i hans person, der gør ham til et grimt menneske, og det kan jeg ikke gøre noget ved.
Det er 7 år siden. I dag er jeg gift med en hel anden,og vi har snart 4 års bryllupsdag :) så der kan være lys for enden af tunnelen :)
Åh, det er bare det værste. Følelsen af at blive SNYDT og få frataget sine lyserøde forhåbninger.
SletOg så med en plastik blondine. Hvad fanden sker der? Hende der skrev til mig, kunne knap nok stave sig igennem en forklaring og samtidig havde hun de tarveligste extensions i håret. Øv for helvede.
Jeg håber, håber virkelig at min fortælling ender som din.
Well, det som du har fortalt om dig selv på din blog, så ligner vores historie faktisk hinanden meget, dysfunktionel opvækst med masser af alkohol, nedtursforhold, det der meget trælse selvbillede, og for at det ikke skal være løgn, så læser vi det samme fag, oven i købet på samme modul tror jeg (dog to forskellige steder :) ). Jeg er nogle år ældre end dig, så det kan jo være at vores historie også følges ad der, man kan jo håbe :)
SletMit værste break-up skete for lidt over 2 år siden. Jeg havde været sammen med min daværende kæreste i 1½ år, og vi havde boet sammen i ca. 6 måneder. Det havde været hans idé at flytte sammen og vi boede i hans lejlighed mens en af hans venner havde lejet min. Han var utrolig opmærksom og jeg var utrolig glad og forelsket.
SvarSletVi boede i Kbh og han læste i Odense, så han var derovre et par gange om ugen. Han skrev eksamensprojekt med en pige fra sit hold, og de sad tit hjemme hos os og arbejdede. Jeg opvartede dem tit med frokost osv., da jeg ikke havde så travlt på mit studie. De gik enormt meget op i det her projekt, og han talte mere og mere med/om hende. Det brgyndte på et tidspunkt at gå mig på, men han forsikrede mig om, at det kun var pga. projektet og at han elskede mig overalt på jorden.
Da de skulle forsvare projektet (en fredag), blev han i Odense hele weekenden og besøgte sine forældre, som bor lige udenfor byen. Der skulle være afslutningsfest på hans hold om fredagen, og jeg kunne ikke få fat på ham hele aftenen. Da han kom hjem om mandagen fik han sagt et eller andet kryptisk om, at han ikke ville have at jeg skulle vide alt, hvad han havde lavet i Odense. Virkelig mærkeligt, og han skiftede hurtigt emne og ville ikke tale om det. Da han tog på arbejde dagen efter gjorde jeg noget, jeg ellers aldrig ville gøre - jeg læste hans dagbog (ja, sådan én havde drengen). Han havde skrevet en lang smøre om hvor fantastisk hende her pigen var, og hvor glad han var for, at han kunne score en som hende, osv., osv. De havde været sammen til festen og han havde endda haft hende med hjemme og knalde i sine forældres hus. Jeg følte bare luften blive slået ud af min mave og måtte sætte mig med hovedet mellem benene. Det er det værste, jeg nogensinde har prøvet.
Jeg hentede mine forældres bil og flyttede alle mine ting derned mens han var på arbejde. Da han kom hjem stod jeg og ventede på ham. Han kunne ikke forstå, hvad der skete og hvorfor jeg var så vred. Indtil jeg smed hans dagbog efter ham og smækkede døren da jeg gik. Jeg har ikke hørt fra ham siden.
Jeg kørte hjem til en god ven, og sammen flyttede vi alle mine ting tilbage i min lejlighed. Min ex-kærestes ven, der boede der, var heldigvis meget forstående og fandt et andet sted at bo, så jeg kunne komme hjem. Jeg brugte de næste par uger på at male hele min lejlighed og alle mine møbler, mens jeg tudede og hørte vred musik.
Ca. 1½ måned efter mødte jeg tilfældigt min nuværende kæreste. Jeg følte mig slet ikke klar til at date, men han slog fuldstændig benene væk under mig. Vi er stadig sammen her 2 år efter, og han har givet mig troen tilbage på, at ikke alle mænd er idioter.
Jeg håber, at du kan bruge min historie til noget. Og jeg er sikker på, at der venter en endnu mere fantastisk fyr på dig et sted derude!
Hvor dum er han også lige at skrive det i sin dagbog? Hold op, det lyder som en ubehagelig oplevelse. Kan sgu godt forstå hvorfor han ikke kontaktede dig efterfølgende - han må have skammet sig ud over alle grænser.
SletMit værste breakup, var mit første breakup. Manden der sagde og gjorde de rigtige ting og fik mig overbevist om at vi var ment to be. En morgen, hvor jeg lige var vågnet, ringer telefonen. En eller anden krage sidder i den anden ende og spørger om det er Anita fra ...? Hvilket jeg kunne svare ja til. Hvor efter hun råber af mig Hvad fanden jeg lavede med hendes mand?! Det viser sig så, at cirka omtrent samme tid som vi blev kærester, var han fundet sammen med ex'en (som han har et barn med!) Oh yes, manden har kørt dobbelt løb i et halvt år og holdt os begge for nar. Jeg var rasende, forvirret og ødelagt. Og han benægtede. ALT! Jeg røg ud i glemslen. Han fik overbevist hende den anden om at det hele jeg sagde var løgn og latin - den dag i dag er de stadig sammen og har nu to børn sammen. Han gjorde ikke mange forsøg på at give mig en forklaring. Et eller andet sted havde jeg haft en fornemmelse af at noget var helt helt galt - men ville ikke tage det alvorligt. Men det jeg troede var the one, blev smidt på gulvet in a heart beat! Jeg følte mig som udskidt æblegrød. Oh yeah, jeg var den anden kvinde uden at vide det! Jeg gjorde mange forsøg på at få bare en eller anden form for forklaring. Men nej!
SvarSletRøvhul!
Skiderik!
Fuck og lort!
Fanden og sgu!
Sikke et møgsvin. Man kan fandme i det mindste stå til ansvar for sine handlinger. Jeg bliver virkelig mere og mere chokeret, for hver historie jeg læser. Heldigvis ender de fleste med at have fundet en dejlig og ærlig mand.
SletFingers crossed.
Jamen det værste break-up var nok da jeg engang var sammen med en fyr, der mente at det var vigtigere at aftjene værnepligt end at være kærester med mig... Bevares, han havde da planer om at blive inde i forsvaret og det ville han ikke ''byde'' mig, han ville ikke få tid til en kæreste derinde, han var nødt til at gøre det her og vise omverdenen hvilken mand han i virkeligheden var (yeaarh right). 1 måned efter fandt han en ny, de bor nu sammen (godt for dem) og efter de 4 måneder inde i forsvaret blev han pædagog i stedet... Kan stadig grine lidt over det.
SvarSletHan slog foresten op over en sms og jeg græd i nogle uger, men derefter kom jeg over ham.
Og så var der også ham der mente at jeg skulle lave om på mig selv. Faktisk stort set kun vise mig fra den bedste side (og sådan fungerer tingene altså ikke makker!), jeg har jo altså også dårlige dage. Men ja.. han syntes altså at jeg skulle lave en plan over hvad jeg skulle ændre og først derefter kunne vi flytte sammen. Så der stod jeg. Ung og naiv og troede at det skulle være os to for evigt. Anede ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg forklarede ham at jeg ikke var perfekt og at jeg ikke altid ville være glad og smilende, men selvfølgelig også have mine dårlige dage. Han kunne ikke engang ringe til mig, han skrev en email hvor der til sidst stod: Jeg kan ikke mere. Venlig hilsen ... Jeg græd i én dag og så tænkte jeg: FUCK HAM, jeg fortjener fandme bedre! Min vrede gjorde at jeg kom nemt over ham, for jeg ville ikke have at det var ham der skulle vinde.
Den dag idag kan jeg jo sagtens se at det aldrig skulle have været mig og nogle af de fyre og nu er jeg sammen med en ny og fantastisk mand som respekterer mig og elsker mig for den jeg er. Det vil også ske for dig, det kan bare godt tage lidt tid :)
Hmm.. Ham der var mig utro med en 17-årig? Eller ham der kastede sig ud i et stofmisbrug, da jeg forlod ham og gav mig skylden for det? Ham der fandt en ny, mens jeg lå syg i en nymalet lejlighed og brækkede mig i malerspanden hele weekenden? Eller ham, der pludselig ikke lod høre fra sig en hel weekend, og aldrig gav mig dén forklaring, jeg fortjente?
SvarSletJeg tror aldrig, jeg har haft et godt breakup.
Jeg føler med dig! og jeg forstår virkelig godt hvorfor du vil have svar og det syntes bare heller ikke han kan være bekendt at give dig.. kan du ikke bare ringe til ham og sige at du ønsker at se ham eller snakke til ham over tlf. for en 'ordentlig afslutning'? det er burde han kunne sige ja til. Han skylder dig da et eller andet og ikke bare komplet silent treatment.
SvarSletJeg har haft et breakup, hvor vedkommende pludselig sagde at det ikke skulle være os to og jeg fik det afvide over tlf. Godt nok, havde jeg fornemmet det i noget tid.. og jeg gik totalt ned. Du besriver det meget godt. Man ligger bare som en zombie og håber at man kan sove sig væk fra det.. jeg kunne ikke klare at kigge på Facebook eller min mobil. Jeg slukkede det hele. Vedkommende svarede heller ikke og vi fik først snakket om det et halvt års tid efter. Jeg må have lignet en zombie, men jeg rendte bare rundt i mit eget univers og var ALT for nedtrykt.
Håber virkelig du får svar fra ham somehow! Jeg giver der et virtuelt knus :D
I og med at han ikke har svaret på den mail jeg har sendt ham, ELLER givet lyd fra sig - omend så for at spørge mig om jeg vil have mine ting tilbage, så tænker jeg ikke at han vil tage telefonen hvis jeg ringede.
SletOg jeg tør ikke at forsøge, da det ville give mig et slag i hjertet hvis han ikke tog den.
Tak for din fortælling :)
Mit allerværste breakup..
SvarSletJeg var kun 17, men havde fundet den her fantastiske fyr som var ..18 tror jeg. Han havde styr på sine ting, og så kom han fra en pæn familie, og havde penge. Jeg var head over heels. Jeg var så forblændet over at denne populære unge mand, havde valgt MIG - mig med angst, på antidepressiv medicin og mærkelig familie.
Meeeeen, så sød var han nu ikke. Han gav mig dårligt opmærksomhed. Han ville hellere fejre studenterhuen - uden mig. Jeg selv forstår at man vil fejre sin hue, men ..han ville slet ikke have mig med. Jeg måtte heller ikke komme til de fester han holdt, fordi jeg ikke måtte møde hans venner. Jeg endte med at være ham utro. Jeg hungrede efter opmærksomhed, og der var en anden der var villig til at give mig den. Det varede kun 2 minutter før jeg brød grædende sammen og stoppede akten - stakkels mand, iøvrigt. Jeg holdt hemmeligheden, og tog med ham jeg troede var fantastisk med i sommerhus. Han pressede mig til at have en trekant med min veninde og ham. Jeg hadede ham for det. Han lagde an på hende, gik nøgen rundt, og ville sove med ham. Jeg endte med at fortælle det. Han smed mig ud, midt om natten. Midt ude ved Roskilde Fjord. Og så mente han at jeg skulle straffes ved at vente på ham, så han nægtede at kontakte mig. Jeg var et emotionelt vrag, på en måde jeg aldrig har været det før. Det er skræmmende hvor meget jeg ville gøre for ham. Jeg græd, græd, græd, og kunne intet lave. Som en slags depression i miniformat. Hvordan kunne jeg have det sådan, når han var så stor en nar? Følelser kan få dig ud hvor du ikke kan bunde. Og det er ikke sundt - fordi du reagerer sådan, behøver han ikke at være fantastisk. Jeg tror du har været forgabt af andre grunde. Det er måske værd at tænke over? Jeg ved at jeg ikke var forelsket i HAM, men i hans omdømme, hans udseende og den rasende forelskelse jeg følte. IKKE ham. Måske det kan hjælpe dig at tænke lidt over det? Jeg ved hvor mega fucking nederen du har det. Og jeg sender mange mange mange kram og møzzere og skumfiduzer. med z, bare for at leve lidt på kanten. :) Du skal NOK se lyset for enden af tunnelen en dag.
Forelsket i at være forelsket. I roen, kærligheden, komplimenterne og tosomheden. Men i ham som person?
SletDu har ret - det er værd at tænke over.
Mit værste breakup var da min kæreste, som jeg oven i købet boede sammen med, slog op efter 2 år med ordene "vi skulle aldrig ha' været et par" - og tre måneder senere blev han gift med sin ekskæreste...som jeg senere hen fandt ud af, han havde været på en milliard dates med, mens han kom sammen med mig. Gigaspasser! Og selvom det er snart er 14 år siden kan jeg stadig blive meget meget forundret over (men ikke vred - det orker jeg ikke længere at bruge krudt på), hvorfor nogen har tilladt sig, at behandle mig sådan! Det fortjente jeg bare overhovedet ikke! Det var den meget korte version! Og det er jo også så dejligt enkelt, at hvis TFM kan behandle et andet menneske som han er i gang med at behandle dig nu, ja så er han ikke een for dig! Jeg messede i lang tid for mig selv "Hellere undvære, end nøjes". For der er masser af idioter derude...men der er dæleme heldigvis også masser af dejlige mænd! Liv op! Han er ikke værd at du går ned på det her. Åh, hvor kan jeg bare høre hvor nemt det er at sige, men tænk på alle de knuste hjerter igennem tiden, der er helet igen! Du kan godt vælge hvordan du vil reagere! Vil du sove og spise og græde dig igennem det her? Eller vil du ud og mærke verden, nyde vejret og veninder og flirte med kønne mænd på studiet? Han fortjener altså ikke at være årsag til at du har gemt dig væk fra omverdenen! Sådan en røvbanan, for at sige det på moden vis...
SvarSletHan skal helt sikkert ikke være årsag til at jeg går nedenom og hjem. Men lige nu er jeg knust og kan dårligt kigge på en anden mand, uden at aktivere opkastrefleksen.
SletHåber SÅ meget at det kun er midlertidigt.
I januar 2012 skrev jeg en del Fortællinger Om Kærlighed - her finder du blandt andet "Utroskab", "Svigt" og "Angst".
SvarSletMen uanset hvor mange ord jeg fik med mig, var det aldrig nok til at "lappe hullet". Det var først i dét sekund jeg stoppede med at finde en forklaring at svaret kom til mig. Det var først i det øjeblik jeg stoppede med at lytte til al hans bræk, at jeg begyndte at vokse sammen igen.
Men selvom det er mere end 3 år siden nu, tør jeg stadig ikke tro på kærligheden. Jeg håber, at du er mere modig end jeg.
/knus
Værste break-up.. Det må være denne historie:
SvarSletMin forlovede og jeg havde skændtes on/off igennem et par uger. Jeg var taget hen og besøge min mor (noget jeg gjorde ofte - ikke i forbindelse med et skænderi) og så fik jeg sådan en dum fornemmelse da jeg ringede til ham og han ikke tog telefonen.
Jeg kørte hjem og fandt lejligheden tømt for hans ting, hans forlovelsesring hængende på en tegnestift i opslagstavlen, og næste måneds husleje lå i postkassen..
Han tog ikke telefonen, vores fælles (troede jeg) mandlige venner ville ikke fortælle mig hvor han var, selvom jeg ringede tudende til dem. Og pludselig var også min vennekreds indskrænket. Der blev valgt side og drengene valgte altså ham.
Jeg gik helt ned på det. Fuldstændigt! Pengene i postkassen så han sikkert som en hjælp - jeg følte mig bare som en luder.
Men jeg kom op igen! Jeg tudede, jeg sov. Og hverdagen fortsatte, så det måtte jeg også. Så jeg stod op, og gik i skole, og var trist. I lang tid.
Flere år senere mødte jeg ham igen, til et årligt tilbagevendede arrangement. Jeg var stærk. Jeg var ovre ham og jeg havde kun foragt tilbage. Han kom krybende og ville sige undskyld. Undskyld?!
Han fik lov til at sige sine ord, men på MINE betingelser. Vi sad over en cola og jeg sagde ikke et ord. Jeg mødte også hele drengekliken igen, og alle som en har sagt at hvis de havde kendt historien, havde jeg ikke fået lov til at stå alene.
I konklusion: Det tog mange år, før den blev lukket. Og den blev først lukket lang tid efter at jeg var kommet videre.
Nu: Er jeg gift, med en ganske pragtfuld og til tider utroligt umulig mand. En mand der accepterer mine fejl og mangler og hvor jeg respekterer hans.
Det er helt okay at ha' det elendigt. Det er helt i orden at kende sine følelser!
Mit råd, hvis du vil ha' det: Tag en måned. En måned hvor du føler det til du brækker dig over det. Og så stå op og tag en dag ad gangen.
/Sommerfuglen.
Åh, det lyder bestemt heller ikke rart.
SletJeg håber virkelig ikke at vi er ude i at det tager flere år at lukke for mit vedkommende - men igen, det vælger jeg jo selv.
En måneds elendighed? Tjek! :)
Da jeg var 15 forelskede jeg mig i en gift mand på 24. Og da han gik fra sin kone, var jeg sikker på, at det var fordi han også var forelsket i mig. Men det viste sig, at han også knaldede min bedste veninde.
SvarSletDa jeg var 17 forelskede jeg mig i min træner, som udnyttede min forelskelse til at få lidt sex.
Da jeg var 21 forelskede jeg mig i en mand, som - viste det sig - kørte dobbeltforhold mellem mig og en anden pige.
På min 22-års fødselsdag stod jeg på broen mellem Ordrup og Charlottenlund station og tænkte, at jeg havde to muligheder. Enten skulle jeg kaste mig ud foran det næste tog eller også skulle jeg gå hjem og få ringet efter professionel hjælp. For jeg kunne ikke klare det selv. Ikke mere. Jeg kunne ikke holde ud, at jeg blev ved med at rende ind i de typer, der røvrendte mig. Kunne ikke forstå, hvorfor de behandlede mig som lort, når jeg bare prøvede at være alt det, jeg troede de gerne ville have, jeg skulle være. Kunne ikke bære at være min kernefamilies sorte får, der ikke kunne tage mig sammen til noget eller gennemføre noget, fordi jeg altid led af ulykkelig kærlighed.
Dagen efter startede jeg i terapi. Og jeg var det også to dage efter og ugen efter og året efter. Det kostede en formue, men det er den bedste investering, jeg i mit liv har foretaget. For dér fandt jeg ud af, hvorfor jeg igen og igen faldt for de typer, som alligevel aldrig ville have mig. Jeg fandt ud af, hvorfor jeg aldrig reagerede på de alarmklokker, som bimlede himmelhøjt i alle mine tidligere forhold. Og jeg fik lært at fokusere på mig selv og på hvad jeg ville og hvad jeg ville have, i stedet for at fokusere på mændene og hvad de ville have.
Da jeg var 26 mødte jeg en mand, som blev hos mig, selvom jeg var besværlig. En mand som ikke flygtede, når der var problemer i farvandet. Og han elskede mig, for den jeg var og lærte mig hvad ægte kærlighed er.
Da jeg var 31 blev jeg gift med ham.
Da jeg var 32 tog vi på jordomrejse sammen - og vi kommer først hjem, når jeg er fyldt 33. (Indsæt selv harper og violiner)
Der ER håb!
/M
Hvor er du heldig. Tak for din opmuntrende kommentar:)
SletÅh men for helvede :( Han er da forfærdelig. Det mindst man kan gøre, er at hjælpe den anden med at komme videre. Det har jeg sgu også selv gjort, når jeg var den, der slog op.
SvarSletJeg endte engang med i desperation nærmest fysisk at klynge mig fast til den fyr, jeg havde været forelsket i i 15 år mens han sled sig løs fra mig og ignorerede mig fra og med det øjeblik på den måde som kun de rigtig dumme svin kan.
Jeg endte med ikke at fungere ordentligt i ca. 1 år efter. Erhvervede mig diverse angstneuroser blandt andet højdeskræk og angst for at køre i bil. Jeg lider stadig under nogle af de ting.
Men jeg var nødt til at prøve at forstå, hvorfor fanden han ikke ville mig. Og ovenpå den erfaring kom jeg faktisk styrket ud i min tro på, at det ikke var mig, der var noget galt med, men ham der simpelthen ikke var rask. Hvilket han godt nok havde prøvet at forklare, men jeg skulle åbenbart mærke det, før det sad fast. I dag har jeg ondt af ham. Jeg kæmper stadig med angsten, men mit nye forhold til en helt normalfungerede, intelligent fyr har hjulpet rigtig meget på den front.
Jeg føler med dig. Jeg forstår virkelig godt, hvad du gennemgår. Jeg håber, at han kommer over sig selv, og giver dig en chance for at I kan lukke den her ordentligt sammen. Og hvis han ikke kan strække sig den milimeter, så sender jeg dig en masse styrke og mindpeace. Prøv fx at gå i kirke. Det lyder måske lidt søgt, men.. det hjælper lidt at have et backdrop, når man føler sig så lost. :) Knus.
Fortsættelse.. Fik aldrig forklaret, hvordan jeg kom igennem krisen. Manden havde ikke været utro - han havde bare afvist mig som om jeg var et hvilketsomhelst mindreværdigt, usselt individ. Det mente jeg ikke, jeg var, og det var derfor, jeg var så rasende og følte mig så uretfærdigt behandlet. Jeg var værd at elske og det respekterede han ikke. Så det var raseriet, der tog tid at bearbejde.
SvarSletJeg overlevede ved at bearbejde og leve det ud over tid så at sige.
Fx skrev jeg mig ud af noget af det til en eksamen. Jeg forsøgte at forstå, hvordan folk kan være så brutale - læste om den diagnose, som han givetvis har. Jeg søgte succeshistorier om folk, der havde været lige så langt ude som mig og var kommet oven på igen. Jeg bandt mig selv fast til en sengestolpe om natten, fordi jeg havde brug for et fast holdepunkt for at kunne sove. Jeg var virkelig fucked og svævede rundt i nogle måneder. Jeg brugte også min familie. Og jeg brugte naturen - det gav mig ro og perspektiv at gå rundt derude, hvor tingene sker, uden at man har indflydelse på dem. Og jeg brugte min hunds ro. Mine veninder kunne ikke følge med.. De kunne ikke forstå den tortur, jeg gennemgik midt i deres velfungerende parforhold. De trøstede, men kunne ikke forstå. Det var der ikke mange, der kunne.
Det var en eksistentiel krise og jeg har virkelig lært meget af den omgang. Det lyder måske voldsomt og som om det ikke kan ske for andre, men folk oplever den slags hele tiden.. men man kommer igennem det. Jeg har det som sagt fint i dag. :)
Mange gode råd. Især den med naturen og om at læse om hans adfærd - det har jeg faktisk også gjort meget; mangel på empati.
SletHvad? Nej jeg synes ikke det er vigtigere at læse lektier ;)
Netop. Mangel på empati. Det er svært at håndtere og forstå, hvordan man kan mangle noget så grundlæggende. Men det er der altså nogle, der ikke besidder af den ene eller anden årsag.
SletGod vind.
Jeg tror mit værste breakup var min teenagekæreste, der var gået over til min veninde... det var en lang og kedelig historie og vi var 18-19 år, så hvad vidste vi om noget som helst :) For et par år siden gennemgik jeg et breakup fra en jeg faktisk kun datede, fordi vi blev ved med at gå til og fra hinanden. I virkeligheden var jeg forelsket i ham, og han prøvede at komme sig over sin ekskæreste (har jeg senere fået fortalt).
SvarSletMin måde at komme over de dumme, dumme breakups er helt klassisk: Lev det ud. Sørg alt det du kan. Flyt hjem til noget familie eller en veninde i noget tid og lev af chokoladeis og tv-serier - SATC er et udmærket valg, The L-word, den lesbiske version af SATC er også fin, især fordi man ikke tænker, at det hele ville være meget nemmere, hvis man bare var til piger. Græd, råb, tal om det i timer, indtil det er mere ude af kroppen.
Og! Husk dig selv på en vigtig ting: Du har selv stået for 50 % (eller mere) af forholdet. Meget af det gode kan du tage med videre til et nyt forhold, når du er klar til det.
Og så til sidst: Du må ikke lade din lykke/afklaring afhænge af ham, for det er ikke sikkert han vil snakke med dig igen. Skriv i stedet for et langt brev til ham, hvor du får alle dine følelser og vrede ud. Du må selv om om du sender det - det er ikke det vigtigste.
God bedring :)
Du har så evigt ret.
SletOg tak.
Min første kæreste var virkelig det værste breakup jeg har prøvet. For vi trak det rigtig godt ud i langdrag, så vi begge kunne vise vores svinske sider... Det startede med at han fortalte mig en hemmelighed. En dyb og grim hemmelighed som kun jeg og en anden kender. Dagen efter at han fortalte mig denne hemmelighed slog han op. Uden varsel, over frokosten. Jeg var knust og ville bare havde ham tilbage. Vi havde fælles vennekreds og derfor ville vi gerne prøve at være venner, ligesom vi havde været før vi blev kærester. Det var den værste beslutning. For vi kunne ikke lade være med at vende tilbage til hinanden, og vi snakkede stadig meget sammen. En dag fik jeg at vide fra en anden pige at han knaldede en pige han kendte. Det slog faktisk hårdere end da han slog op. Jeg konfronterede ham med det, og han "tilstod" at han havde opsøgt den anden efter at vi slog op. Jeg var så vred at jeg begyndte at slå ham. Jeg tror aldrig jeg har set ham så skræmt og ked af det på een gang. Den anden pige vidste ingenting om at vi stadig var sammen engang imellem, og jeg fik fra andre at vide, at hun var meget forelsket i ham. Derfor insisterede jeg på at han skulle fortælle hende, at vi havde været sammen i hele den periode, hvor de havde været sammen. Jeg påstod nok mest at det var for hendes skyld, men en del af mig ville nok bare havde hævn. Hun blev meget ked af det, men blev stadig ved med at være sammen med ham.
SvarSletVi blev ved med at være on/off i lang tid, men jeg stolede aldrig på ham igen. Jeg var stadig vred, og derfor mente jeg at det var fair, at jeg lavede det samme trick som ham. Jeg var dog mere ærlig overfor begge partner, men jeg følte at jeg havde ret til at opføre mig som et svin overfor mænd, når nu jeg havde det så dårligt?!
Jeg stoppede først med at se ham som den store kærlighed, da han meddelte mig at han var kærester med en pige jeg havde været gode venner med. Da kunne jeg jo godt se, at han for evigt er lidt af en klaphat, der altid gerne vil havde to piger rendende efter sig. Og den ene skulle ikke være mig...
Sidst jeg talte med ham ville han gerne havde børn og også gerne være lidt sammen med mig. Jeg slog fast at det ikke kommer til at ske, men bare rolig en uge efter blev hele vennekredsen introduceret for hans nye kæreste:)
Det lyder åndssvagt at han stadig er en del af min verden omend perifert, men han er faktisk stadig min ven. Men nøj, hvor ville jeg gerne havde haft et clean cut fra ham, sådan at vi ikke skulle smøre vores drama og sorg ud over sååå lang tid af vores ungdom. Det vigtigste jeg lærte var dog, at man på et tidspunkt ved at det bliver bedre. Det føles forfærdeligt i øjeblikket, men en lille del af en bliver stærkere og bedre til at huske en på det.
Jeg kommenterer stort set aldrig på blogs, men da jeg læste det her indlæg kunne jeg ikke lade være med at føle mig lidt... utaknemmelig over aldrig rigtig at give den credit bloggerne fortjener. Det er nemlig ikke ret lang tid siden jeg opdagede din blog, og brugte lidt over en uge på at læse DET HELE. Jeg har virkelig grinet meget, nikket enigt til en del brokkerier og af og til har det også gjort helt ondt i maven af medfølelse - som f.eks. nu. Det er vel nærmest overflødigt at tilføje hvor naragtig jeg synes TFM's opførsel er, og at jeg er helt overbevist om at det har noget at gøre med hans grundlæggende dårlige moral, og intet med hverken dit udseende eller din personlighed.
SvarSletSilent treatment er noget af det alleværste. Jeg fik den at føle for fuld skrue for et par år siden, hvor min daværende kæreste gennem halvandet år åbenbart fik for meget, slukkede sin telefon i tre uger i træk, og lod som om han ikke var hjemme når jeg kom og bankede på hans dør (og tanken om dét kan stadig få mig til at krumme tæer over min egen stortudende adfærd og desperate kasten migselv imod han dør - oh yes...). Det var simpelthen så rædselsfuldt, og jeg stoppede desværre kun min ynkelige - tendenserende til creepy - stalkeradfærd, fordi jeg håbede at han så ville komme krybende tilbage efter et par uger, sådan som mine veninder blev ved med at sige at han ville gøre. Det gjorde han bare ikke, og jeg kan da også godt forstå at min vanvittige opførsel skræmte ham væk for good, men derfor var det fandme stadig skide strengt, og fuldstændig ulideligt for mig i meget lang tid efter. Til sidst måtte jeg jo bare erkende at jeg nok aldrig fik svar på hvorfor han afskrev mig i første omgang, og senere gik det op for mig at det nok også var ligemeget. Men det tog sgu lang tid at nå dertil, det var ikke særlig sjovt, og jeg mener stadig ikke at jeg ville have brugt så lang tid på at komme over ham, hvis han forhelvede bare havde haft nosser nok til at afslutte det med mig på en ordentlig måde.
Jeg ønsker dig god bedring, og sender virtuelle kram til dig (+ virtuelle skridtspark til TFM).
Åh, har virkelig også overvejet stalkeradfærd. Men er simpelt hen for stolt og for skrøbelig til at deale med det eventuelle udfald.
SletFuck tavse mænd der ikke kan finde ud af at skrue et par nosser på og stå til ansvar for deres handling!
Jeg har været forelsket i den samme (fantastiske) fyr, i snart 4 år. Gang på gang tror jeg, at jeg er ovre ham, men så sent som i dag, boblede det i maven, da jeg så ham. Han er ikke pæn, charmerende eller synderligt sjov... han er helt fantastisk. Det gør bare så skide skide ondt, at være den eneste i en tosomhed, som holder af.
SvarSletHold nu kæft, hvor er det altså skide skide synd for dig... hvordan kan han få sig til, at sige alt det til dig, hvorefter han bare smutter ? det fatter jeg ikke, det må vel bevises, at der findes røvhuller derude.
Jeg tjekker din blog hver dag, og søger efter små tegn på håb og bedring.
Alt godt herfra.
Hvor er du sød. Tak for din omtanke - og held og lykke med at finde en anden fantastisk mand, hvor kærligheden er gengældt :)
SletJeg føler virkelig med dig. Der er slet ikke rart at være, der nede på bunden af det dybeste, sorteste hul.
SvarSletJeg har været der...
Min (daværende) kæreste var fantastisk. Og han elskede mig, sagde han. Og jeg elskede ham. Boede ikke sammen med ham, men han havde spurgt lidt til, om vi skulle bo i min ellers hans lejlighed hvis det var. Og havde spurgt om jeg kunne tænke mig at bo i udlandet, hvis han gerne ville arbejde der i en periode.
To dage før vi skulle til min nevø's barnedåb, synes han pludselig vi skulle holde pause... Han syntes pludselig det var gået lidt stærkt, og var ikke helt afklaret i forhold til hans eks... Vi havde da været sammen i ca 9 mdr.
Jeg husker ikke ret meget fra min nevø's dåb. Jeg ved jeg var der, for jeg var fadder, og er med på billederne. Men al min energi og alle mine kræfter blev brugt på at holde tårerne væk, for ikke at ødelægge dagen.
Den næste måned spiste jeg ikke rigtig, sov ikke så meget og græd utrolig meget.
Bare det at handle var i starte ret uoverskueligt, for jeg brød spontant ud i gråd hvert andet øjeblik...
Det der gjorde det meget svært for mig, var at det kom helt ud af det blå. ingen skænderier, eller dårlige perioder op til. Jeg havde slet ikke set den komme...
Dengang ønskede jeg på en måde, det var fordi han havde mødt en anden. At han hellere ville være sammen med hende. I stedet for tanken: "jeg er bare ikke god nok" han vil hellere være sammen med ingen, end mig...
Men det bliver bedre!!!
Et sted inden i, gør det stadig ondt. Men det bliver bedre! Man bliver glad igen. Man griner igen, spiser igen og sover igen!
Det er præcis det der med at det kommer ud af det blå. Hvis der for fanden havde været en optakt, at han havde været en jerk i et stykke tid, et eller andet forberedende.
SletDet er dobbelt op på fustration at skulle deale med et kæmpe chok oveni selve sorgen.
Ja, den er nemlig vildt svær! Der kan man virkelig tale om at få revet tæppet væk under fødderne. Ingen mulighed for at forberede sig bare en lille bitte smule.
SletMen, som skrevet; så bliver det bedre!
Og så hjælper det (eller det hjalp i hvert fald mig) at have venner eller familie som man kan snakke med. Jeg ringede nogle gange til især min søster og sagde; jeg vil egentlig ikke rigtig noget, men jeg har det bare helt ad helvede til lige nu. Så tudede jeg lidt (=meget) i telefonen, og selv om hun jo ikke rigtig kunne gøre noget, havde jeg det altid lidt bedre bagefter. I starten varede "lidt bedre" måske kun 20 min. før jeg var nede i det sorte hul igen. Men, stille og roligt bliver der længere og længere mellem tårerne og lidt letter til smil og senere også latter.
Den er hård, men du kommer helt sikkert ud på den anden side!
Der er mange ubehagelige historier - jeg bliver skræmt men også glad for at høre der er nogen som er heldige at finde et ordentligt menneske at være sammen med.
SvarSletJeg har haft 5 forelskelser på mit 26 årige liv - ingen hvor det er endt rart for mig. Alle har svigtet, trukket i land, ja faktisk været fuldstændige kolde og ligeglade.
Den første N - lod fra ene dag til anden være med at kontakte mig og "slog op over tlf" da jeg endelig fik fat i ham.
DT sagde at han helt fra starten af havde gjort det klart overfor mig at han ikke var interesseret i noget seriøst - min reaktion var at blive gal - for vidste at det havde han sgu aldrig sagt, nej lige modsat sagde han at han endelig var et sted i sit liv hvor han var klar til fast forhold. han fik mig til at tvivle på om jeg havde bildt mig selv dette ind! NAR!
Så kom der en fyr som slog benene væk under mig KK - men han var efter 2 mdr. sammen med en anden. Jeg prøvede at tilgive (nej det kunne jeg hverken glemme eller tilgive) vi prøvede 5 mdr. mere. Vi gik fra hinanden og jeg har aldrig grædt så meget. Normalt har jeg en tendens til at trøstespise, hvis jeg synes alt er lort. Her tabte jeg mig 6 kilo på 14 dage:/ j2 mdr. efter får jeg af vide han skal være far.... Jeps med pigen han var mig utro med! Det gør stadig ondt!
Så kom H - vi startede med at være gode venner og det udviklede sig. Vi skrev og ringede dagen lang i 4 mdr. da jeg fortæller jeg føler noget mere for ham, lukker han helt af, ca. 1 måned efter er han kærester med hans brors eks... mums...
Den sidste fyr S - kørte mig rundt i 4 mdr. så var han glad for mig, kunne ikke undvære mig og så turde han ikke lukke folk ind i sit liv. Så savnede han mig og var ked af at have ladet mig gå, og så har han alligevel mistet lysten.. Fik ugen efter af vide han er bøsse...
Kan godt forstå du er træt af det hele.. Men tro på det en dag vender!! 10000 kram fra en som heller ikke orker flere af den sindsyge slags!
Sikke en flok uheldige oplevelser.
SletHåber minsandten også at heldet vender for dig en dag. (Det gør det selvfølgelig) :)
En af mine værste var med en kæreste gennem 2 år (46 år, jeg 7 år yngre) jeg havde mødt på arbejdet. En meget voksen, stabil og trofast type. Fraskilt med børn hjemme. Han var leder og meget afholdt på arbejdet af alle. Han havde en baggrund med succesfulde karriereår pga sin gennemslagskraft og sin vindende personlighed.
SvarSletVi skulle til en middag hos en af mine veninder, ca 15 gæster. Han havde glædet sig hele ugen og planlagt kæresteweekend med brunch søndag, fået ungerne passet ude osv.
Efter middagen var der lidt løs stemning. Jeg sad ved siden af min kæreste. På et tidspunkt rejste han sig og gik på toilettet. Da jeg synes min kæreste havde været meget længe væk, gik jeg i køkkenet hvor jeg ventede at se ham underholde kvinderne. Det var jo hans ting at charmere ung som gammel, mand som kvinde. Der var han ikke. Ingen på toilettet. ???
Kiggede på knagen i garderoben. Hans jakke var væk. ??? Fik en mavepuster bare af det syn. Gik hen til vinduet og så at bilen vi havde parkeret 2 timer tidligere var væk. Nu holdt der en anden. Jeg gik det hele igennem, og var i chock og totalt ydmyget over at blive forladt i andres påsyn.
Næste morgen lå der et svar på en sms jeg havde sendt om natten, med en undskyldning og "det var nok min måde at sige at jeg ikke vil os mere"
Virksomhedsleder. Fyrningsrunder. Budgetnedskæringer. Rapporter til bestyrelser og andet igennem knap 20 år, og så var han ikke større end som så.
Vi fik jo aldrig sagt farvel, så jeg skrev til ham for et par år siden. Ikke fordi han havde fortjent noget som helst Kun for mig selv.
Han svarede promte og brødebetynget. Fortalte at han havde fortrudt sin utilgivelige opførsel hver dag siden. Han var klar til at prøve igen. Det var jeg ikke. Heller ikke med nogen af de andre hvor jeg har oplevet at de forsvandt ved at sive eller som her, aprubt.
Puha, har aldrig været tryg ved ledertyperne der er vellidt af alle. De har altid et eller andet råddent i sækken. Slår næsten aldrig fejl.
SletHilsen Fordommen
Når jeg ikke har en kæreste, synes jeg at det kunne jeg da lige så godt få, som alle andre. Men når jeg har det, er jeg virkelig uforstående overfor hvad jeg besidder som kan give mig et andet menneskes hengivenhed.
SvarSletJeg har virkelig også mine begrænsninger, men jeg gør hvad jeg kan. Det gør andre nok også selvom det ikke altid føles sådan. Men så snubler de åbenbart- de skvatmikler (Nå, er det derfor det hedder skvatmikler? De skvatter hele tiden) men så tager man sig selv i nakkehårene og rydder op og bringer anstændigheden og respekten på ret køl. Pronto!
Og det gjorde TFM bestemt ikke.
Man har straffer ikke dig. Han giver dig ikke noget treatment. Han har ikke glemt dig (jeg kender ikke hans fortrængningevne) Men han har altså ikke holdt dig for nar i et halvt år. Han har også håbet og drømt og forelsket sig- og derfor har han også nu mistet. Jeg vil ikke forsvare ham, jeg har ikke ondt af ham. Men jeg tror at det du oplever som noget han gør mod dig, har meget lidt med dig, og rigtig meget med ham selv at gøre.
Han er flov. Det har han også god grund til. Men han pakker formodentlig alt det her ned. Måske har han ikke engang turde læse din mail.
Han er bage for at du konfronterer ham med det han godt ved. Det han skammer sig over og som han tilsyneladende ikke har format til at rette op på nu.
Man må gerne snuble, men man skal ikke ligge og rode rundt på gulvet og have ondt af sig selv i flere dage eller uger. Man sover på det, mander sig op og kontakter dig. Det har han desværre ikke formået. Men det er ikke fordi du ikke er bedre værd, eller han synes du ikke er bedre værd. Det er hans utilstrækkelighed. Han havde mange gode sider, og jeg synes det er helt naturligt at du stadig husker og beundrer eller holder af dem. Men han var ikke fejlfri.
Jeg ved selvsagt ikke nok om noget i din, jeres eller hans historie. Men som jeg læser det du skriver, synes jeg endda at det er muligt at han måske nok har set omtalte latterlige blondine mere end en gang, men at hun reelt er uden betydning for ham.
Grunden til at hun skriver til dig er fordi hun ønsker at du skal vide hun findes. Hun regner åbenbart ikke med at han selv fortæller det.
Han er ikke gået fra dig fordi han mødte hende. han har startet en rodebutik han skammer sig over op med hende, fordi der var noget der ikke gik som det skulle. I ham, eller mellem jer.
Det jeg skriver nu, er jeg ligeså meget til mig selv: Det er svært at elske en tvivler.
Bliv den der ved hvor dejlig du er. At du du er dybt elskelig. Tag det for givet at din kæreste er hos dig fordi han ved sine fulde fem bare elsker dig.
Når vi kan det, tror jeg vi triltrækker og tiltrækkes af de mænd der kan være i den slags forhold.
Det andet behøver vi ikke mere af. Min t-shirt er ihvertfald forvasket!
Alt det bedste!
C
Tak for din vinkel. Selvom det klart er nemmest at gøre ham til skurken, kan det også gavne at strække horisonten lidt og forsøge at se det fra hans side.
SletGu' skammer han sig. Og det burde han også.
Nu handler det bare om at redde forholdet til mig selv, og derefter tiltrække en af de typer du snakker om :)
For helvede altså. Latterlig mand. Jeg har selv prøver at blive droppet af lækker, veltrænet mand der gik fra at synes jeg var fuldstændig fantastisk til at droppe mig over sms, midt i bolledejen på min fødselsdag.. som jeg slet ikke havde lyst til at holde, men han havde allerede inviteret hele min familie. Havde hele vejen igennem haft fornemmelsen af at der var noget galt, og fandt også ud af at han havde en anden kæreste samtidig med mig. Får lyst til at give dig verdens største kop kaffe og en masse smøger!
SvarSletJa tak. Og gerne med en flaske vin og dans oveni.
SletDu beder om tilbagemeldinger fra pigerne, men vil lige minde dig om at du også har mandlige læsere. En af dem er mig og jeg sidder i (synes jeg) et endnu værre breakup end dig.
SvarSletEr netop blevet single efter lidt over 8 års forhold som nåede at inkludere næsten 1 års ægteskab. Efter få år fik hun diagnosen bipolar og vi hutlede os igennem tilværelsen da vi samtidig havde købt hus. Ingen dans på roser, men det gik og kærligheden var stor.
Hun ville giftes og fik sin vilje, hvorefter hun 2 måneder efter pludselig var utilfreds med det hele. 2 måneder efter blev hun indlagt for første gang, muligvis med personlighedsforstyrrelse og selvmordstruende. 2 måneder efter udskrevet igen og virkede rimelig stabil. 2 måneder efter havde hun ingen følelser for mig mere og stoppede forholdet, til trods for at jeg gjorde alt for at undgå det og tit viste hende hvor meget hun betød for mig.
Så nu sidder jeg med hus der skal sælges (= gæld), flere års stress der langsomt er opbygget og ingen selvtillid.
Tro mig piger, det gør endnu mere ondt på en mand fordi man netop mister selvtilliden. Og lige netop selvtillid er nok det vigtigste for mænds muligheder for at finde en ny kæreste, så det virker lidt udsigtsløst for mig i øjeblikket. Groft sagt, så kan kvinder blot byde sig lidt til og så flokkes mændene omkring dem til lidt hurtig bekræftelse. Der er sgu ingen der flokkes om mig i øjeblikket og dækker mine behov for bekræftelse...
Undersøger man i panik netdating, så er I alle ude efter store stærke mænd der ved hvad de vil og kan sætte jer på plads - og lige nu har jeg mest bare lyst til at ligge i samme fosterstilling som der nævnes i indlægget.
Så jeg forstår så udemærket din situation og satser også bare på at tiden arbejder hen mod en endnu bedre hverdag med den mest fantastiske kæreste. Glæder mig allerede til at vågne lykkelig op og kunne se tilbage på dengang jeg kom igennem mit livs krise.
Hej Rasmus.
SvarSlet1000 tak for din fortælling. Dejligt med en mands perspektiv på et bad break up.
Jeg er godt klar over at det ridser ligeså meget i en mands selvtillid at blive forladt. Måske kan kvinder byde sig til, og blive flokket om, men det gør INTET for selvværdet down the road.
Og de der stærke mænd der ved hvad de vil? Det er en af dem der lige har smadret vores forhold og skyllet det ud i pisrenden, fordi han i virkeligheden var rådden inde i sit fundament, og søgte overfladisk bekræftelse på at han var lækker og kunne rykke en kvinde rundt i sengen med sine store håndværkerarme.
Men hvad med resten?
Personligt vil jeg laaaaangt hellere have en mand der ikke er nogen looker, men som er ægte, kan være sig selv og har respekt for kærlighed og den forpligtelse der ligger i at være i et forhold - også når forholdet er slut.
Jeg er ked af at læse om dit breakup. Min søster er bipolar og forlod hendes mand gennem 10 år (de har 3 børn sammen) Det er et ligeså stort helvede for den der står med sygdommen (og skylden)
Der er ingen det gør mest ondt på. Et tab og en efterfølgende sorg/krise er unik og meget individuelt.
Jeg håber du kommer stærkere igennem det, og tiltrækker kvinden i dit liv - når du er parat.
Kærlige tanker
Caroline
Hov, det var vidst første gang jeg så hvilket navn du har.
SletSelvom jeg kun er 30, så føles det som om alle kvinder stadig kun taler om at de vil have en følsom mand - men når det kommer til stykket vælger i idioten der kunne finde på at være jer utro. Vælg dog os andre istedet!
Sådan føles det måske - men det er en stærk generalisering. Jeg troede jeg havde fundet en følsom mand,(hvilket jeg personligt foretrækker)men som så viste sig at være det vildeste spil for galleriet.
SletDet virker umuligt at vælge rigtigt.
Problemet er, at de følsomme mænd ofte er dem der ikke er særlig sikre på sig selv, og det er der jeg tror mange kvinder stiger af.
Jeg er ligeglad med muskler, fed bil og en tegnebog der hæver siddehøjden. Jeg vil have ægte kærlighed og en mand der elsker mig 100% for den jeg er, og er stærk nok til at beskytte mig. Psykisk, that is.
Jeg skrev mit navn, for at min tilbagemelding blev mere personlig, og ikke bare en halvhjertet "mænd er ligeså dumme" kommentar.
For jeg sætter pris på din fortælling, og har medfølelse med dig.
PS - Du er altid velkommen til at skrive til min mail.
Jeg bliver helt ked af det inden i, når jeg læser at du ikke mener at du kan klare det her uden en afslutning fra ham. Det kan du! Det kan du, det kan du, det kan du! Det kan du også fordi, at det ser ud som om at du skal. Det er da mega lort at han er sådan en klovn, der ikke kan tage ansvar for sine handlinger. Selvfølgelig ville det være godt at få snakket ud, men hvad er det du vil have han skal sige? Jeg tvivler på, at han kan sige noget der får dig til at få det bedre med dig selv. Det er jo lort, fordi han har revet tæppet væk under dig og taget den fremtid fra dig, som du troede du skulle have. Det er personligt det jeg synes er værst ved break-ups. Jeg er en planlægger og hele min fremtid bliver taget fra mig! Jeg har på fornemmelsen, at du også havde planlagt og forestillet dig en del og det gør ondt at miste det!
SvarSletJeg kender ikke TFMs fortid, men jeg tror på at vi er hvad vi er, i kraft af vores fortid, men at vi samtidig har mulighed for at skabe en ny fremtid, hvis vi ændrer vores handlinger i nutiden. (Hvis det giver mening?) Han har måske lavet dette trick før, og han har åbenbart ikke nok lyst til at ændre sin egen fremtid, til at begynde at tage ansvar for sine handlinger nu. Han er jo en klovn. Et æble af den slags man har spist halvdelen af, og når man så kommer lidt længere ind det, så er det helt brunt... Men det betyder jo ikke at æblet ikke smagte godt indtil da, man sidder bare tilbage med en dårlig smag i munden.
Dine følelser for ham var jo ægte. Du åbnede dig for ham og lukkede ham ind. Du har prøvet at det føles godt og det kan det gøre igen, med den helt rigtige mand. Han findes. Jeg ved det. Jeg har fundet en med skarpe hjørner og ujævne kanter, men han behandler mig ordentligt og han elsker mig og jeg elsker ham.
Humlen i det hele er, at du er nødt til at overkomme dette selv, med al den hjælp du har brug for fra venner og familie som du har brug for! (Og bloggen selvfølgelig!) Og du finder en RIGTIG fantastisk mand, når du igen ikke kan lade være med at åbne dit hjerte, fordi det ellers flyder over!
Kære Sofie.
SletTak for din kommentar. Jeg kan godt lide æblemetaforen. Han var nemlig ikke frisk indeni. Jeg håber af hele mit hjerte at du har ret - at kærligheden kommer igen.
Lige nu er det godt nok svært at se, fordi hans (desværre ret så pæne) ansigt fylder hele min nethinde.
Har et par break-up historier, ikke mange men de er der.
SvarSletDen værste er dog da jeg (og ja, det var mig) valgte at gå fra min kæreste gennem 8,5 år. Vi mødte hinanden da jeg var 17 og han var 19. Vi så hinanden næsten hver dag derfra. Hvis ikke det faktisk var hver eneste dag. Den lange historie om vores forhold gemmer jeg til bloggen. Men bruddet kan jeg godt dele.
Vi boede sammen. Så meget sammen som man kan uden egentlig at vi nogensinde havde snakket om at bo sammen. Det var bare sket helt stille og roligt. Hans ting flyttede med når jeg flyttede lejlighed. Når jeg købte møbler og indrettede var det med ham i tankerne. Jeg var forelsket, elskede ham, følte mig hjemme med ham. Men så en dag, en januardag for ca 2,5 år siden manglede der noget. Der var noget helt galt. En dag jeg sad sammen med nogle venner var det som om puslespillet pludselig faldt på plads. Det skulle ikke være os to for resten af livet. Det var forkert. Eller, ikke forkert men det var bare ikke sådan vores liv skulle formes.
Da han kom hjem fra en ferie nogle dage senere og jeg tog i mod ham i lufthavnen havde jeg ikke det der sug af savn i maven. Han var der bare, et menneske, en mand som jeg havde delt hele mit voksne liv med. Vi tog hjem sammen, havde vist nok sex, vågnede op sammen. Jeg stod op, satte Bon Iver på anlægget og sagde at jeg altså ikke ville se TV i dag for jeg ville gerne høre musik. Pludselig snakkede vi om os to. Jeg sagde at vi var for forskellige, ville forskellige ting. Han havde tårer i øjnene, nægtede at tro på mig, sagde at vi var nødt til at snakke om det, at han ville gøre alt. Jeg kunne mærke et fysisk behov for at komme væk, være i et andet rum end ham. Så jeg tog på arbejde og brød sammen i gråd foran mine kolleger. De satte mig på et kontor og hentede vand. Han ringede og spurgte hvor jeg var og om jeg kom hjem. Jeg ringede til alle jeg kunne komme i tanke om. Endte med at tage hjem til en veninde, hvor jeg sad helt grå og træt og tom. Tog videre til en anden veninde. Jeg cyklede næsten uden overtøj fra Nørrebro til Glostrup i januar måned med tårerne trillende ned af kinderne. Da jeg kom frem blev jeg placeret i en stol o stuen med en dyne omkring mig. Min veninde spurgte om jeg havde fået noget at spise. Nej, en halv vindrue og noget vand.
Da jeg havde siddet der i, ja måske nogle timer, jeg ved det faktisk ikke. Jeg tror det var der han ringede og sagde at han var ved at få flyttet sine ting ud af min lejlighed. Min veninde kørte mig hjem om aftenen til en lejlighed der føltes som et åbent sår. Itureven og ødelagt med åbne skuffer og skabe. Tomme hylder og pladser. Jeg satte mig i et hjørne i en kugle af gråd og hulkede, hulkede og hulkede. Kunne ikke rumme at det var rigtigt. Pakkede lidt ting og kørte hjem til en anden veninde og boede der i en uge. Fik fri fra arbejde i to uger til at komme mig. Jeg kunne ikke andet end at stå op, spise lidt og så sidde i en sofa med en dyne om mig. Efter to uger kom jeg tilbage på arbejde og fik lov til at stirre ind i en computerskærm. Det var det eneste jeg skulle gøre. Bare være der i de timer jeg skulle være på arbejde.
Jeg ved ikke præcis hvad der hjalp. Om det var de åbne arme fra mine veninder, forståelsen fra mine kolleger og chef, tid, musik, rebound-knaldene og hvad der ellers skete. Jeg kan sjovt nok huske så mange detaljer fra selve bruddet og ikke så mange fra tiden efter. Jeg kan huske at det føltes som at brede vingerne ud og flyve hen over en sommermark af blomster. Glæde, frihed, begær, følelsen af at ane et mig der var kun mig og ikke mig og ham.
SvarSletSelv nu, 2,5 år senere kan jeg få små stik af smerte i maven. Jeg panikker når en mand bliver kæreste-agtig og falder kun for dem der helt sikkert ikke er nogen muligheder for at få et forhold med. Jeg tror ikke det handler så meget om at jeg er kommet over bruddet men mere at jeg har lært af det og øver mig på mine styrker. Giver det mening?
Min kusine har et oprydningsmantra som måske kan hjælpe lidt her (okay, det er et longshot og ret langhåret, men stadig)
Elsker jeg ham? - Som i, kan jeg ikke trække vejret uden ham.
Bruger jeg ham? Har jeg brug for ham eller er han der som en ekstra dejlig person i mit liv.
Er han smuk? Bliver jeg et smukkere menneske af at være sammen med ham eller klarer jeg det selv.
Er der fremtid i ham? Er det ham jeg skal dele min fremtid med.
Ville gerne sige et eller andet smuk, sejt og klogt, men det vigtigste er nok at du får grædt ud og holder godt fast i dig selv. Der er ikke én opskrift på det gode liv.
Testing
SvarSletDengang jeg gennemgik et slemt breakup, havde jeg også angst i kroppen. Følte at halvdelen af mig var revet af. Jeg var samtidig arbejsløs, og det gjorde det bestemt ikke bedre at jeg ikke havde noget at stå op til. Men når jeg først var oppe, gik jeg lange, lange ture. De aktiverede et eller andet, tror det hedder endorfin, som gjorde at jeg slappede af og følte ro, og kunne tænke på andet end ham. Men det var kun imens jeg gik, at det virkede. Så snart jeg ikke var beskæftiget, kom alle følelserne og tankerne og uroen tilbage. Så det var meget vigtigt med de ture. Heldigvis fik jeg arbejde tre uger efter, og det hjalp rigtig meget, jeg var i gang fra 7 morgen til 5 aften med hårdt, fysisk arbejde, og det var lige hvad jeg havde brug for. Ikke tænke, bare knokle. Når jeg kom hjem var jeg så smadret, at jeg sagtens kunne sove.
SvarSletDesværre begyndte jeg at se ham igen. Og som jeg egentlig hele tiden havde vidst, var det ikke selve ham, jeg længtes efter, blot var jeg blevet afhængig af ham, af det fysiske nærvær og hans berøringer. Havde kendt ham længe. Så det løb ud i sandet af sig selv, da han var kommet tilbage. Men havde jeg ikke faldet i igen, havde det nok gået meget hurtigere med få det bedre og med at føle mig stærk og uafhængig igen.
Noget, jeg også tror der kan hjælpe, er at snakke med en psykolog.
Håber virkelig at din smerte snart mildnes, det er så synd for dig. Og jeg forstår, at du stadig holder meget af ham og savner ham, selvom han er et dumt, dumt svin. Det er vist meget naturligt.
Mit råd er det med gå-turene og at holde din krop i gang. Det giver ro i hovedet. Tiden arbejder for dig, og jeg tror du vil opleve at smerten fortager sig jo mere tid der går.
Knus
Angsten er det værste. Jeg kan godt kapere at være ked af det, men når jeg bliver utryg i min egen krop, som skulle være min tryghedsbase, så bryder jeg helt sammen.
SletJeg tror du har ret i at man savner det fysiske nærvær. Igår puttede jeg med en ven - bare helt platonisk til en film, og jeg tog mig selv i at tænke: "Hm, det her er faktisk også rart"
Selvfølgelig ikke på HELT samme måde som med TFM, men stadig rart.
Tak for dine råd.
Jeg synes ærligt talt at du skulle sende ham en fin lille pakke med en varm, stinkende lort indeni. There. I said it!
SvarSletMeget barnligt. I know. Men så kan han FANDEDME lære det!
Han har været en lort mod dig, så kan han sku godt få lidt tilbage af samme skuffe!!
Mit værste break-up var så ubetinget bruddet fra min eksmand. Godt nok var det mig, der gik, men jeg var altså i den grad "blevet gået".
SvarSletJeg ved ikke, om det værste var hende - en af hans ansatte - der pakkede sine ting og sagde op uden varsel, dagen efter jeg fortalte hende, at jeg ventede vores 2. barn. Fordi han helt klart havde stillet hende noget helt andet i udsigt.
Eller om det var hende, der sendte mails om, at han måtte kontakte hende igen, når han var "afklaret følelsesmæssigt".
Nej, den værste gang var med hende - også en ansat - der sendte et brev til mig. Jeg arbejdede også i hans firma, og en dag havde han arrangeret, at hun og jeg skulle arbejde sammen. Hun syntes simpelthen, jeg var så sød. Modsat hvad han havde fortalt. Så hun syntes også, at hun skyldte mig et brev. I søstersolidaritet. Om deres forhold - i detaljer. Detaljer, der fortalte mig, at det var sandt. Hun syntes, jeg skulle have ret til at vælge.
Det kræver nok et blogindlæg for sig. Men ved du hvad? Verdens største floskel gælder stadig: Han er ikke det værd. Og det er TFM heller ikke. Men derfor gør det satme ondt alligevel.
Som ung blev jeg dumpet af en, jeg var meget forelsket i. Jeg var seriøst ude at skide. Belejrede ham og belurede ham. Cyklede rundt i Århus for at se, hvor hans cykel holdt. Og jeg gik. Gik, gik, gik. Det var den eneste måde, jeg kunne eksistere på. En dag stod jeg og ventede på grønt lys - og han stod ved siden af. Vi gik en lang tur sammen, og så var det ovre. Han fortalte mig, at min desperation næsten havde fået ham til at ville give det en chance til.
I dag siger jeg heldigvis, at han ikke gjorde det. For det VAR ikke rigtigt, og det ville have givet mere smerte. Så jeg kan kun sige gå, gå, gå. Indtil du ikke gider gå længere...
Og så lige en ordentlig krammer. Du kommer dig, men det tager tid....
Tak for din fortælling. Uanset hvor meget jeg seriøst rummer mig, har jeg stadig svært ved at sætte mig ind i hvordan man kan føre folk bag lyset - og ISÆR den man elsker.
SletJeg er glad for at du kom ud på den anden side. Jeg skal nok joine dig.. snart :)