Har man ikke held i kærlighed..

Den sidste uges tid har ærlig talt været lidt op af bakke.

Først var der hele englænderepisoden, som trak lidt i langdrag. Ikke pga ham (for han var mucho stille) men pga hans kæreste der have lagt alt pli og stolthed fra sig, in the name of krisis. I starten tænkte jeg fair nok, hun har behov for vished, så jeg svarer på det hun spørger om. 
Men så blev det hele bare lidt... for meget. Hun læste kun det hun ville læse, videregav de ting han havde sagt til hende, spurgte om de samme ting igen og igen, opsøgte mig på Facebook OG friendrequestede mig (WTF????)
Til sidst måtte jeg trække en lårfed streg i sandet og bede hende lade mig være. Det er vidst lykkedes. Har i hvert fald ikke hørt fra hende i omkring 20 timer.

Begynder så småt at forstå han var utro. Ved godt jeg risikerer at blive stenet for den holdning, men hvis det var mig der levede med sådan en kagerulle-type i 10 år, ville jeg måske også blive lidt slap i koderne og dermed lettere at friste til anden side. Er tilsyneladende modsætninger af hinanden. Mig og hende, Både af udseende, uddannelse, intelligens og almindelig dannelse. Og uden at være selvfed - hvor jeg selv er til den højere side.

Nå. Det må de selv ligge og rode med. Ikke mit problem længere.

Har fedtet rundt i noget influenza-agtig tilstand de sidste par dage, og været lidt for tilbøjelig til at drikke vin og spise slik (solo). Har ikke kunne overskue den skarpe virkelighed med sine 6000 forårs-watt, og har måtte sætte sort sengetøj op foran vinduet, så jeg kunne tude ned i min vin i fred.
Er vidst ovre det værste nu.

Er startet i min sidste praktik inden bacheloren, og er nok nødt til at oppe mig lidt psykisk. I hvert fald hvis jeg skal holde sommerferie nogenlunde velfortjent og ikke sidde med hovedet begravet i re-eksamen. Er vidst også nødt til at udvikle noget faglig personlighed der passer til mit (for første gang i mit liv) nypolerede 12 tal til eksamen.

Jaaaaarh mand!!!!!!!!!

Måtte læse mailen 3 gange. Med øjenbryn skudt op i hårgrænsen. Bedt min studiekammerat om at læse det højt. Det kunne ikke være mig de mente.

Men det var det sgu.

Fatter det ikke. Men er kisteglad. Mangler bare liiige at få succesen til at smitte af på de resterende områder af mit liv.

Det kan da ikke være så svært?

Den der lange næse jeg frygtede? Well...

1000 tak for de søde kommentarer ift englænderen. Jeg har læst dem op til flere gange, og taget dem til mig (har pt ikke lige mentalt overskud til at formulere intelligente svar, enkeltvist)
Der er selvfølgelig lidt delte meninger om hvorvidt sådan en projekt er en god idé, og da jeg skrev indlægget havde jeg kun set ham 2 gange, så der var jeg selv helt på bar bund.

I skrivende stund har jeg set ham 5 gange, heriblandt 2 overnatninger, 200 hede sms'er og omkring 33 sprøde kærlighedserklæringer. Måske ikke det rigtige antal, men jeg er småberuset, så bær over med mig.

Det føltes godt og trygt. Han var en perfekte gentlemand. Sendte tonsvis af sms'er, og skrev ordret I'm falling in love with you. Op til flere gange. 
Skønt, ikke? Så så man lige mig score vildt lækker englænder med godt job, orden i fundamentet og den bedste del: Crazy med mig.

Derfor er jeg en kende træt af at min ellers så glade onsdag er endt sådan her:

For mens jeg lå og forsøgte at tæsk en veninde i quizbattle, skrev hans forlovede - som han havde været sammen med i 10 år og havde et barn med. Måtte læse teksten igen og igen, da beskeden simpelt hen ikke gik ordentligt ind. Fik forfattet noget; i'm so so sorry. Kvindemennesket ringede mig op. Og med stærk britisk accent måtte hun spørge ind til detaljerne - og sluge den ene kingsize kamel efter den anden.

Er i mentalt undtagelsestilstand. Tænker på hende og den douchebag der ligger og sover trygt i deres dobbeltseng i Newcastle. Hvad han vågner op til i morgen, når han bliver konfronteret med at hun har været i hans tlf og læse alt det violinpis han har sendt i min retning de sidste 4 dage.
Jeg tænker på hvor pænt hun tog det og gentagne gange sagde: It's NOT your fault. -Mens hendes hjerte formentlig har været revet i 1000 stykker.

Jeg tænker ikke rigtig på mig selv. Det er endnu for nyt til at jeg kan vende, bearbejde det og have en tro på at han ville have gjort det mod hvilken som helst. Ikke bare fordi han mødte sådan en som mig.
Så jeg holder afstand. Til min psyke. Drikker Baileys i min kaffe og leder efter den taknemmelighed der ligger derinde et sted: Over at jeg trods alt ikke fik mere tid med ham. At jeg ikke nåede at give slip og blive tryg.

Men alligevel, ikke? Så ville jeg ønske jeg havde beholdt den der skepsis, jeg forsøgte at skubbe fra mig. For den var sund. Og ikke mindst sand .

Hvis noget virker for godt til at være sandt, er det som regel fordi det er det.

En erfaring jeg ærlig talt godt kunne have undværet.

Mangler en kur mod uhensigtsmæssig skepsis.

Sidder på jobbet og kigger ud af vinduet. Kigger ind i mellem beundrende på min spritnye iPhone (ja, jeg gjorde det sgu. Hej til havregryn og postevand) Har diamantcoveret den og er trés, trés in love.

Der kører ligeledes noget andet 'love' rundt i hovedet på mig. Har mødt noget englænder med brune, venlige øjne. En af de få fordele ved at bo i en forholdsvis stor havneby: offshore-mændene der ligger til havn (kaj, land, hvad fanden det nu hedder) og er glade for at feste og for danske kvinder. Lader det til.

Spottede ham på en meget crowded bar med live musik i torsdags. Vi smilede en del til hinanden, men lagde ikke noget i det. Jeg smiler til de fleste. Især efter 4-5 drinks. Da vi krabbede os forbi hinanden for 3. gang, snakkede han til mig. Kunne ikke forstå hvad han sagde pga lydniveauet og smilede og nikkede derfor ivrigt. Han kunne have fortalt mig at han var ramt af aggressiv kræft, for all i know. Men har sjældent set en mand så charmerende, så selv hvis han havde været på gravens rand, havde jeg været fresh på at snakke mere me ham.

Det korte af det lange er, at vi tilbragte resten af natten sammen. Tilbragte også fredag aften sammen, da han ringede og sagde at han var taget i byen i håbet om at møde mig. Pinligt ædru. Han tager hjem til England om 3 uger, så det er absolut ikke noget der skal udvikle sig. Men helt ærligt: Hvem kan stå for nuttet britisk accent der med et genert smil siger; You to me are the perfect woman.

Smiler fjollet når han kigger på mig og spørger; U ok? Holder døren for mig, og sørger for mit glas altid er fyldt op + min venindes. God stil, og det er jeg *fan* af.

MEN!

Jeg bliver bare så helvedes skeptisk, når en mand virker SÅ god. Hvilket er grunden til at jeg endnu ikke har inviteret ham med hjem, selvom vi begge har været fulde og har haft fri dagen efter. Jeg magter ikke at blive begejstret for (endnu) en dejlig mand, for derefter ende med en kilometerlang næse.

Hvor går grænsen for en beskyttende forsvarsmekanisme, til blodtørstig indre satan der vil ødelægge ALT, så jeg ikke bliver skuffet down the road? For det sker jo for fanden uanset hvad mine tanker omkring det er. Det er jo ikke fordi jeg er fredet i klasse A, bare fordi jeg var forsigtig.

Nå. Skal ud med ham igen i aften. Skal bare lige arbejde til kl 16, rydde op, vaske tøj og transformeres til en man(d) har lyst til at invitere ud, først.

Piece of cake.

...!!!

Er så sur og irriteret at jeg er tæt på at sætte mig ind i min brusekabine, klappe dørene i og nægte at komme ud, før tingene løser sig. Med arme overkors og en underlæbe der skyder så meget ud, at byggearbejderne kan sidde dér og spise frokost, istedet for skyskraberen.

Jeg har fået en brugt iPhone. Gratis, fordi den havde et par småting der skulle fixes. Har en bekendt der arbejder med rep. af iPhones og har 'fixet' den for en lille tusse. Sort. Har nærmest boet ude på trappen de sidste par dage i ren iver for at modtage posten - med spritny repareret tlf.
That is - indtil jeg modtog den og den over-hovedet ikke virkede. På den virkelig irriterende måde, hvor der bare intet er at gøre.

Men repairman har lavet en Houdini. Med min surttjente penge i baglommen. Og jeg sidder nu med en uduelig gammel Nokia - og en uduelig ny iPhone. Og ja ja, jeg ved sgu da godt at andre folk også mister penge ude i verden, både ift finanskrisen, bad boobjobs og uheldige huskøb, men jeg er fandme studerende og tjener mine ekstra få gryn ved at sidde og rumme psykotiske typer og sove i en lænestol, med en overfaldsalarm dinglende på hoften.
Kunne faktisk godt have brugt den lille materielle glæde i livet, ved at have en ny smart telefon.

Øv, mand.

Så nu er der følgende muligheder:

-Acceptere at de penge er gået tabt. Suck it up, og lade det være en lærestreg ved at handle sort.
-Finde en anden brugt tlf på nettet (og risikere at blive bollet i røven - igen )
-Overtrække og købe en helt ny. Og leve af havregryn de næste par måneder.
-Tjene flere penge. Enten ved at overarbejde så meget at min kranspulsåre i tindingen punkterer, eller ved at sælge et billede. Til mindst 2.500.
-Opsøge ham og tæske ham med telefonen.

Men er altså stadig sur. Lige nu. Er mest tilbøjelig til det med bruseren, men kan godt se det ikke er helt holdbart (eller modent) i længden. Der er bare så mange andre ting der kører skævt for tiden , så havde sgu set frem til at lade mig abstrahere af andre ting. Også noget så ligegyldigt som en ny smartphone.

Pik.

Kunne jo også bare blogge, mens jeg alligevel sidder her.. og sidder.

Ja ja ved det godt. Forsømmer bloggen, går for meget i byen og har for skæve arbejdstider til at jeg kan overskue at lave lektier, træne og spise mere grønt.

Har afleveret eksamen og fejret det med lidt for mange Gin & Lemons. Har til gengæld også set på solnedgang med TFM, hygget med veninder og købt min første e-cigaret. Så så man lige mig sidde og fedte med væske og oplader og have semidårlig samvittighed over ikke at være rigtig ikkeryger. Endnu. Men den virker. Og smager af lakrids. Mm. 

Dater heller ingen for tiden. Der er stille på den front, og jeg kan lide det. Er blevet inviteret ud et par gange, men har sagt nej og haft det godt med det. Ser jævnligt TFM, og det er alt jeg behøver lige nu (gad vide hvor længe dét varer?)

Har haft nattevagt og småsovet på en stol, mens jeg har multitasket med kalender, Paradise Hotel, kaffe og vagttelefon. Skreget af grin over den her side.-Har fundet mit kald, når jeg går på pension. Skal ikke lave andet end at sidde foran min bærbare og tage tykt pis på uskyldige mennesker, mens jeg inhalerer chokoladefrøer og hjemmebrygget snaps. 

Nå. Vil hjem og ordne nogle praktiske ting. Har vasketøj og andre dødsyge ting der venter. Vender stærkt tilbage.

Oh, and btw - jeg mødte Gunnar i byen og han fik lov at sove på min sofa, fordi snakken kørte og jeg var for stiv til at have noget imod hans nærvær. Han kvitterede med at overbrække mit lokum inden han tog afsted om formiddagen. Lækkert at starte dagen med at skrubbe det stribede sæde, iført gummihandsker og et ansigt der var helt krøllet sammen af væmmelse.
Nu er det i hvert fald helt udelukket at jeg no-gen-sinde kan få billede af lille mand der ligger og krammer wc-kummen mens han slynger sine indvolde op, af nethinden og se ham som en jeg en dag kunne finde på at  kysse.

Jeg SAGDE jo han ikke var noget for mig. Intuition holder. 

Jeg synes ærligt talt..

..morgenværtshuse med røvballegardiner er undervurderet. Folk er tilbøjelige til at synes det er bumset, men jeg er fan af den bund-ærlige brandertstemning i nattelivets leftovers. Pludselig er alle folk ens nye venner, og man er ligeså bleg og fattig som resten af banden, så ingen skiller sig ud. *like*

..for det meste min gode vens tørre humor og meget sarkastiske tilgang til livet er underholdende. Men ind i mellem får jeg lyst til -meget instisterede- at bede ham om at fucking smile. For det er da KLART at ingen kvinder falder for en semi-alkoholisk surmule med 15 kgs overvægt. (men så kommer jeg i tanker om at jeg, på en dårlig oppustet dag, nærmest kunne gå for den kvindelige udgave - og holder min kæft)

..hæveautomat er lige lovlig frisky, når den nægter at udstede penge til økonomisk flad strandvasker der står med kingsize tømmermænd og vil give sin førstfødte for en pizza og en Treo (that would be me)

..mænd med lommelærke i inderlommen er sexede. Ikke fattigmandsagtige og karl smarte, men James Dean jeg tænder lige en marlboro, mens jeg læner mig op af muren - måde.

..tømmermænd er mest overskuelige, når man er alene. Så lommelærke ( men stanglækker) mand from last night, må egentlig gerne daffe af. Kan heller ikke så godt overskue stærk forårsbelysning ind i askegråt ansigt og samtidig ligne en man ikke fortryder, i det sekund man(d) vågner op.

..selv jeg er en KENDE morsom når jeg spørger en patient der i sin alkoholiske periode har drukket benzin, om han så var helt oppe og køre.

..det er uTROligt at tøjskab med 70 kg textiler ikke kan spytte en eneste beklædningsgenstand jeg har lyst til at tage på i aften, ud. Har prøvet med pailetter, men ligner et dullet levn fra nytårsaften. Hader at tage til fest, når selvtilliden ikke er i top.

Nå, men det må briste eller bære. Of i go, i hvert fald.

Mønsterbrydning er overvurderet anyways.

Hvorfor er det altid de lidt .. forkerte.. mænd der viser oprigtig initiativ og interesse? De sidste par uger er det de besynderligste typer der har bejlet løs. Mine øjenbryn er først begyndt at sænke sig nu. Og hvorfor stikker jeg fingre i ørene og råber tralalaa, hver gang jeg mindes min terapeuts ord;

Der er gevinst at hente, hos de mænd der irriterer dig. Hvis du går efter det du altid er gået efter, får du det du altid har fået. Du er tryg i det utrygge, og det mønster skal nedbrydes. 

Bum. The silverlining.

Og ved du hvad, psykoElse med page og velournederdel? Så gider jeg slet ikke. Ham kokken med kanintænderne der har inviteret mig ud flere gange og siger at han ikke giver op så let, kan godt spare sig. Og Gunnar ligeså. Jeg gør det ikke.

Man kan sagtens være single og glad. Det kræver gode veninder, vin og en periodisk scor.dk profil. Men det kan lade sig gøre. Hellere single end at føle jeg går på kompromis. Det virker for For Lækker Til Love deltagerne og det virker for mig. Fordi jeg fucking siger det.

Og nu går jeg i brædderne med snotnæse og trykken for ørene. Og jeg henter SELV min the! 

Så gik der kreablog i den.

Inspireret af SneglCilles boligfotos, samt begejstringen over (endelig) at have fundet ud af at bruge mobil+USB, har jeg lagt lidt inspirationsbilleder op af mit hjem. Fra krea-fattigrøven til jer:

Jeg er ikke så meget til drukbilleder af venner og forstørrede pasfotos, så de fleste af mine billeder er  motiver jeg har printet ud fra nettet og fundet en fin ramme til. (med undtagelse af ungdomsbilledet af min rygende cowboymor )

Det her er oprindeligt en røvkedelig lampe fra Jysk. Den småborgerlige skærm er taget af og erstattet med en bowlerhat. (Der er en miniskærm indenunder, fundet i frelleren til en 10'er. Vil jo nødigt brænde hytten af, in the name of 'great ideas'.) 

Min sofa er herregammel og fnuldret, så hvordan den oprindeligt ser ud er anobodys guess. Den er betrukket med billige Ikea-lagener og den fine hjortepude har jeg syet af et hviskestykke fra Fakta. 

Mit fine bord fra et random dødsbo i Struer. Genbrugsforretninger i provinsen har de fedeste ting. I storbyerne er det hele jo nappet 5 min. efter det er doneret. 

Igen - jeg er ikke til almindelige fotos, men jeg vil gerne have billeder hængende af min søsters børn. Derfor har jeg redigeret et billede af min nevø i noget 'Andy Warhol photomaker' og printet det ud. 

30 kroners rispapirslampe, beklædt med muffinforme fra Netto. Kræver limstift, lampeskærm og forme. Plus lidt tålmodighed. 

Synes skaldede entréer med en kedelig knagerække er lige nøgent nok,  så jeg har malet et birketræ og tilsat kroge på grenene. Kan evt males andre træer. Min første tanke var faktisk at male en tørresnor og sætte knager på som 'tøjklemmer, hvor frakkerne kunne hænge til tørre'.

Som min mor altid sagde: Det er sjovt at være fattig. Det mantra gik ofte igen oppe i min 12 årige page, når jeg i gymnastiktimen stod i bare tæer og min fars aflagte Tuborg t-shirt. Og tilsat panisk angst for skummibolden, udgjorde det jo en fantastisk laid back personlighed.. Ahem.

Jerk-faktoren

Date gik godt. Han var en gentleman, på trods af at han lignede en der havde nikket flere skaller end jeg har farvet hår i mit voksenliv. Stor og skaldet hævner med tvær attitude og kingsize hænder. Slet ikke min type. Vil vædde med at han var gennemdekoreret i tribal, hvis man pillede hoodien af ham.

Havde i forvejen lagt nejhatten i skuffen, og set bort fra den lidt tarvelige dovenhed ift tegnsætning og mindre slåfelj i sms'erne. (For der var altså en del)
Jeg har for nyligt set en mand hvis skriftlige grammatik var til UG kryds og slange, men som var en nar på samtlige andre områder, så jeg har lært at præferencer på det område er som at stikke tungen ud af vinduet, når det kommer til det der virkelig gælder. Kemi. For det var der masser af.

Desværre (har det vidst sig et par dage senere) følger der en manglende pædagogik og neanderthaler-adfærd med i hans personlighed. Den trofaste læser vil vide at jeg fungerer afSINDigt dårligt med typer af dén karakter. Kunne i de efterfølgende sms'er fornemme, at alt hvad der mindede om krav til hans egenreflektion, gjorde at han lukkede tråden. Pronto.

Eksempler, hører jeg jer efterspørge?

Fx satte han kronen på værket med at blive tøsefornærmet over at jeg sad mellem 2 af mine mandlige kammerater og grinede inde i byen. Ja altså, og havde det sjovt i al almindelighed. Shame on me.
Vi to lever i vidt forskellige verdener, hvæsede han og trampede ud.

Erfaringen har lært mig at den type mænd er farlige af følgende årsager:

-Vink farvel til byture og mandlige bekendtskaber, medmindre du har lyst til at have en vred ånde i nakken og leve med risikoen for at neanderthaleren laver en scene og langer dig (eller dine venner) et par på skrinet.

-Vær forberedt på at investere i en langtidsforestilling af fustration over en mand der ikke evner at reflektere over egen formåen, men i stedet forventer at du gør det godt igen, ved at ligge dig på ryggen og undskylde for din personlighed.
Hører i baghovedet at jeg med udglatter-stemme forklarer mine veninder at han 'altså er utrolig sød, når vi er alene. Hold nu op, han passer bare på mig', efter et par måneder med ham.

Så vi er alle enige om at det er et Nej Tak herfra?

Godt.

Så vil jeg slette dét tlfnummer og springe ned i fitness.dk.

God påske.

Venter stadig på det der balance..

Kan på min mavefornemmelse og kommentarerne på mit forrige indlæg, konstatere at 'Gunnar' ikke skal på nogen kaffedate. Med mig i hvert fald.

Det synes jeg også jeg har forklaret ham i nogenlunde pædagogiske vendinger. Over sms. Men Gunnar vil 'heller ikke have en kæreste lige nu, så det er fint at vi bare er casual', så derfor pludresms'er han lystigt videre om arbejde, røde pølser på stadion og Junior.
Det er helt klart mig der ikke har forklaret mig ordentligt. Eller ubevidst ladet en dør stå på klem i min afvisning. (Men det er jo bare fordi jeg SELV bliver så ked af det, når nogen flat out frasorterer mig..!)
Måske fordi jeg også håbede på at jeg ville kunne se bort fra indgroede irritationer og give ham en chance. En lille bitte en. Men jo mere han skriver høhø'ende sms'er, jo mere får jeg lyst til at kradse mine øjne til blods med chilirullede fingre.

Sådan noget knep.

Nå. Men udover det, skal jeg på kaffedate i aften, med en mand jeg kun kender alkoholpåvirket (både ham og jeg) fra byen. Første gang vi mødtes kom vi så meget op at skændes at jeg endte med at bede ham om at rende mig. Anden gang sagde han undskyld for sin opførsel. Tredje gang kiggede han efter mig hele aftenen (og jeg kiggede lidt tilbage - de er i fåtal, men der findes faktisk mænd der kan charmere mig, udelukkende ved at sætte mig på plads ) Fjerde gang spurgte han efter mit nummer.

Så det skal lige undersøges.

Skal bare lige have fri fra arbejde, børstet de mest tunge oplevelser af mig, og have et langt hot shower (it's like a regular shower, only with me in it) Sorry, har drukket for meget kaffe og konsulteret for mange freaky mennesker, deriblandt en klient der havde drukket skosværte, så jeg er lovlig undskyldt.

For irritabel til love

Kan efterhånden godt selv se hvorfor jeg er single. Siger det bare.

Skriver med en mand jeg har mødt i byen for en måneds tid siden. I en KÆMPE brandert, hvor jeg både var rødmosset og dum at høre på. Han fandt mig efterfølgende på FB, og så tog det ene det andet. Vi er nu rykket over på sms, og selvom jeg er *fan* af mænd der kan tage initiativ og går efter det de synes er interessant, så kan jeg mærke hvordan trusserne tørrer ind ved følgende:

-Hans navn. Vil ikke udlevere ham, men det er noget i stil med 'Ole', 'Gunnar', 'Leif'. I dén klasse.
-Han kalder sin søn for Junior.
-Det evindelige frem og tilbage med "Nå, så fik man sig lige en lur. Hvorn' har din dag været?", hvilket keder mig ukristeligt! Vil hellere høre om hvordan han lige har nikket badeværelsesvæggen en skalle i fustration over et eller andet, eller at han har åbnet en bajer med tåneglene. Ét eller andet med kant. (Hvad er der GALT med mig?)
-Når han skriver at han skal hjem til sine forældre, og at 'mor forhåbentligt har noget godt i kødgryderne'. Ikke min mor. Men mor.

Jeg. Kan. Ikke. HA'. det.

Han er simpelt hen så rar og helt sikkert en mand der ikke ender med at stikke af med en anden kvinde eller bliver taget i at danse rundt i min tyl-nederdel med et fjern blik i øjnene. Han er nede på jorden og afbalanceret. Hvilket ville være rigtig godt for mig at prøve.

Og jaja, jeg ved godt at jeg dømmer på nogle små ting, og at i andre i sin tid så igennem småfejlene og endte med en vidunderlig mand. DET VIL JEG JO OGSÅ, FOR FA'EN!

Men behøver det være så fucking tåkrummende at nå ind til den slags mand?

18 faser i løbet af én (skide) bytur

Så blev man også til sådan en der synes at Helvede er Andre Mennesker. Men som stadig ikke er for fin til at tude på et morgenværtshus, mens gammel ven fra folkeskolen ser stille til, og diskret bestiller en kaffe Bailey til hende den snottede i glimmerblazeren.

Men sikke mange faser man egentlig kan gå igennem i løbet af sådan et halvt døgn;

Fase 1: Ser fed ud i alt. *skumle*. Har lyst til at fortære en pose skumbananer og blive under dynen.

Fase 2: Nå. Har jo købt ny bluse og alting. Og ven regner med at se mig, og har faktisk allerede textet 2 gange for at spørge hvor jeg bliver af.

Fase 3: Hvem er dét der sidder der? Mmm. Han er pæn. Henvendt til kammerat; Er han single? Han er virkelig pæn.

Fase 4: Hvorfor kan jeg aldrig bare snakke almindeligt og være en pæn pige? Kommer altid til at lave en detsagdehunogsåigår eller tabe aske ned af tøjet.

Fase 5: Nu vil de andre i byen. Skal jeg tage med? Har jo allerede ødelagt chancen hos ham den pæne og min seng kalder altså.

Fase 6: Ej, Carpe Diem. Plus de andre lokker.

Fase 7: Hold nu kæft hvor er her mange mennesker. Og hvad sker der for støjniveauet?

Fase 8: Nu kysser han med blondine med skamplukkede bryn. Hvorfor bliver jeg altid udkonkurreret af dem? (fordi jeg interesserer mig for de forkerte mænd. Doh) Men nå. Vi skifter location.

Fase 9:  Hej. Vi kommer fra Nattidende og er ved at skrive en artikel om nattelivet her i byen. Vi skulle gerne stå på gæstelisten. Vi mangler kun det her diskotek, før artiklen skal i trykkeren. Jesper,  find lige dit pressekort. Min taske ligger i bilen. Ok? Fint, så smutter vi lige ind. *professionelt smil*
(Til mit forsvar, anede jeg ikke hvor min pung var, og jeg trængte til at få succes med ét eller andet. Undskyld til den blonde pige i lugen)

Fase 10: Det her magter jeg ikke. Som i SLET ikke. Er den eneste over 23 og har lige set en tage en streg. Hvad fanden er det her for et sted? Vidste bare det ikke var den halvtreller værd.

Fase 11:  Har lige mødt Dickhead der lavede listeren mens jeg sov, kort før jul. Han er stadig pæn. Som det eneste positive i dén pakke.

Fase 12: Jeg er sulten. Og virkelig træt. Hvor er alle hyrevognene? Jeg går ikke på morgenværtshus. Jeg gør det ikke. Selvom nogen lokker med en kop kaffe, inden vi følges hjem. Er træt og pjevset og har generelt fortrudt at jeg overhovedet startede projekt gåsuribyen. 

Fase 13: Ingen hyrevogn. Det sner. Én kop kaffe. Kun én. Men så tager vi fandme også hjem. Os fra Nattidende.

Fase 14: Ved du hvad? Jeg vil begynde at træne helt vildt og gro de vildeste planter i min stue. Blive rent zen med mig selv. Og så vil jeg aldrig have en kæreste mere. Skål. 

Fase 15: ........ Det er bare fordi jeg aldrig har følt mig sådan rigtig elsket og jeg synes fandme det her voksenliv er op af bakke nogen gange. Snøft.

Fase 16: Er jeg den eneste der seriøst godt kunne spise en cheeseburger lige nu? 

Fase 17: Dichead står bag mig i køen på Mcdonalds og snaver med blondine. (WTF?)

Fase 18 (og 600 Kcal tungere) GodNAT, cruel world!

Set fra den lyse side, har søndag været bedre. Jeg har styrketrænet i fitness.dk (hej fra månedens gæst) og min søster har plukveer og har brug for in case of emergency person. Føler mig virkelig important når jeg siger "Jeg har min tlf tændt 24-7". M. meget vigtig mine. 

Ak ja. De små glæder i livet.

Fuck dig - DU kan please mig.

Igår havde jeg en diskussion med TFM på 2 timer. Diskussion er måske en lige lovlig frisk betegnelse, da den hovedsageligt bestod af min gråd - og hans tavshed. Hvorefter jeg toppede lagkagen med at undskylde for min følelsesmæssige personlighed og faktisk oprigtigt mente det.

Jesus christ.

Det er en af ulemperne ved at have tendens til medafhængighed, peoplepleaser-gen, OG arbejde i et omsorgserhverv. Hvordan har DU det? Hvad har DU behov for? Generelt have fokus på 'den anden'.
Hvilket jo går superfint i spænd med at have fundet en mand der hverken vil tale, ændre sig eller gå på noget som helst kompromis. I hvert fald ikke i den store afdeling.

I dag har jeg tømmermænd. Mentale tømmermænd af at tude, kæderyge og føle mig som en byld i en andens liv, fordi jeg er så fræk at stille en smule krav for at ease mit eget velbefindende. Telefonen er stille, og der er ikke nogen i den anden ende der desperat prøver at gøre det hele godt igen, i angsten for at miste mig.

Det er tider som disse, hvor det gør knaldondt at tage et ansvar og operere ud fra den gængse opfattelse af værdighed og selvrespekt. For hvis man spørger mig alene, er jeg alt for farvet af hvad der skal tages højde for. Han er jo også sådan og sådan og bange for dit og dat. Jeg har tabt mig selv i processen og knuger mig til noget, der rent kærlighedsmæssigt kunne ligge på et spædbarns lillefingernegl.

Jeg er bange for at give 100% slip, skulle face min ensomhed og det faktum at jeg måske bare ER for fucked up til nogensinde at få et stabilt forhold med børn og Bilkature. Den skarpe læser ville kunne spørge om det virkelig er det jeg ønsker. Og jeg ville svare nej. For jeg ved det ikke længere. Mine drømme er efterhånden reduceret til at få en sms tilbage. En snert af anerkendelse, ros eller respekt og jeg ville bounce of the walls.

Og det er fandme trist.

At føle sig så jordet i livets proces, at man reducerer sin personlighed til at være noget for andre i jagten på et Tak. Et hvad som helst. Følelsen af at være fucked, så snart årene indhenter en og man ikke længere har et attraktivt udseende at byde ind med. At kærlighed er fuld af præmisser. Jeg elsker dig kun, hvis du er nem at have med at gøre. 

Det er tider som disse, hvor jeg mest af alt har lyst til at gemme mig under dynen og råbe til omverden at jeg ikke orker mere. Med en forkælet opfattelse af at hvis jeg ikke får hvad jeg skal bruge fra andre, så gider jeg bare SLET ikke komme ud.

Men ind i mellem, ikke? Så kunne det sgu være meget rart at nogen spurgte hvad de kunne gøre for mig. 

Tanker der florerer under den filtrede frisure

Nogle mænd er så deciderede kedelige i deres sms'er, at jeg må takke nej til en kaffedate. Det ved jeg godt man ikke må dømme nogen på, men der er ALDRIG kommet noget spændende ud af at gøre det alligevel. Altså tage på date hvor udgangspunktet er kedelige sms'er. Learned it the hard way.

Når man arbejder i psykiatrien drikker man meget kaffe.

Jeg har lyst til at bruge en FORMUE i Bahne. Tæpper, Buddha'er, orange stole. Hele pisset. Vil skide på om jeg så skal sove under emhætten for at få plads til det hele på 72 kvm.

Mand med 4 (ja, FIRE!) børn er spot on hvad angår udseende, humor og personlighed. For helvede hvor er det typisk.

Min søster har termin om 4 dage og spytter sin fjerde unge ud. Fjerde! Og jeg er ikke engang nået til følelsen af at være skruk. Der er noget galt med hastigheden her. Siger det bare.

Jeg har ikke redt hår i dagevis. Har vasket det osv. Men ikke redt det. Godt man har hårnåle. Har simpelt hen ikke psyke til face skadens omfang pt.

Har været i zoo med TFM. Knuslelsker ham lidt, når han giver en abe et håndtryk og griner over hele femøren. Et sted inde bag muren, er der masser af kærlighed. Jeg føler mig heldig.
I stærk kontrast til mine jævnlige tudeture over at jeg ikke får nok. Kærlighed.
Well, lykke varierer.

Har 5½ time tilbage. Så har jeg fri. Falder ALDRIG i søvn med de kaffemængder jeg indtager her. Kan ligeså godt moonwalke direkte ind på værtshus på hjemvejen. I gummisko og fedtet hår.
At gå hjem i seng er stærkt overvurderet.

Godt så. Går hjem i seng.

Så gik der tid med dét!

Er holdt op med at have mavepine over hjerteløs løgnhals med meget smukt udseende. It was getting old. Og jeg havde en ferie og et liv at tage hensyn til. Ud. Af. Sengen.

Har været 6 dage ved Vesterhavet og spist hvad der svarer til min egen kampvægt i mors mad. Taget masser af middaglure. Men ingen ture ved stranden. Lød godt i teorien, men i praksis for koldt. Hjernedødt koldt.

Fik til gengæld besøgt minizoo to gange. Den ene gang alene - Valentinsdag. Fuck mænd og Interflora. Jeg er forelsket i en abe-unge der kigger nysgerrigt på mig bag tremmerne.

Nåede knap nok at stille taskerne, før jeg drak mig en kæp i øret og dansede mig ind i weekenden. Har fået kysset en del. Fredag og lørdag. Mødt nogle freaky mennesker. Det var fedt. Og jeg havde det fantastisk sjovt.

...Åbenbart så sjovt at jeg var sådan en man(d) fik lyst til at kontakte dagen efter på FB. Jeg ELSKER mænd der tager initiativ. Potentiel kaffedate. Man ved aldrig.

I morgen starter jeg på mit nye job som vikar i psykiatrien. Fatter stadig ikke hvorfor de ansatte mig. Eller om jeg kan overskue det. Men jeg springer ud i det. Som man siger.

Er ved at udvikle et venskab med TFM. Efter 1½ års smertefuld kærlighed , er jeg ved at lære at slippe forventningerne og ordet burde. Tage hvad jeg kan bruge. Og lade resten fucking ligge.

*Skal* have trænet i dag. Det kan godt være at jeg risikerer at møde Smuk Mand dernede. Og at jeg ikke ligefrem er nogen Megan Fox når jeg træner. Bevares. Men jeg har overskud og kan smile til Stodderen og bevare illusionen om at han ikke kunne rage mig mindre. For det er efterhånden sandheden.

Er officielt oppe på hesten igen. Skål.